CarlEtlarsMinder

drev K v æ g e t hjem, og de havde n ikket og sm ilet til ham. — H ver N at gjorde Sø ren en V agtronde gjennem F ab rik en , o g en a f D rengene var da tilsagt a f Faderen til at gaa foran med en tændt L y g te . «D et giver C o u rage og O pmæ rksom hed,» meente Jø rgen Christian. D rengene bleve kaldte op a f deres varm e Sen ge, og saa gik det fra Sted til Sted , u h yggeligt og langsom t iden bidende V interku ld e. Sø ren var lutter elsk væ rd ig Agtpaa- givenhed o verfo r N isserne, bredte Halm for dem o. s. v. F o r at fo reb ygge disse N attevand ringer, fandt C arl paa at stille en stor K asse i Nærheden a f Døren, ovenpaa denne et Stillad s a f T ønder, der ved H jæ lp a f en skraatstillet S tig e stødte den hele O pstabling om kuld, naar Døren gik op. Med en u b esk rivelig L arm , der aldrig syntes at tage En de, rullede Tønderne ned ad det skraa L o ft. Søren stod bleg og rystende og forbød C arl at gaae ind til Trold- tøiet. Faderen kom til; efter denne N at ophævede han D rengenes N attevandring, for at unddrage dem Sø ren s o ver­ tro iske P aavirk n in g. Den gam le Farfad er var en g u d frygtig og gudhengiven Mand. C arl B ro sb ø ll har fortalt, hvor høitideligt det var, naar den hvidhaarede, æ rvæ rdig udseende Kæm peskikkelse reiste sig ved Bordenden og frembar B ordbøn nen . Han kaldte hver A ften Sønnesønnen C arl ind til sig, for at høre hans A ftenbøn. «Du skal takke for, hvad Du har faaet, men ikke bede om m ere,» formanede den G am le. C arl varB edstefaderens Y n d lin g ; han gav ham det betegnende N avn « S o l b a r n e t » . T il andre T id er fortalte den gam le Mand om Heden og T atern e, for hvilke han