CarlEtlarsMinder

146

schmidt og Møller bleve tilbage, for at drøfte Æsthetik og Gud veed hvad Mere. Nu kommer det, jeg egentlig vilde fortælle om P. L. Møller. Nogle Dage senere fulgtes han og jeg til Norman­ diet og Badestederne Fécamp og Etrétat. Møller havde ofte gjæstet disse Steder; jeg, derimod, saae Normandiet for første Gang, henrykt over det kraftige, trohjertede Folk, som mindede mig om mine kjære Vesterhavsfiskere. Paa Veien derud besøgte vi Kirken i Rouen. Den var under Reparation, Steenhuggerne hamrede og fløitede oppe paa deres Stilladser, Svalerne sang. Pludselig greb Møller min Haand og drog mig hen til et Billede, som om det var en Skat, han vilde vise mig. «Kom og see,» sagde han. Jeg saae det berømte Kunstværk «Mona Lisa». P. L. Møller blev staaende, fortabt i Beskuelsen deraf. Han syntes at befinde sig i en særegen Stemning. Uden at jeg spurgte, brød det frem med dæmpede Ord og en vis vee- modig Klang. Han fortalte om et kort Møde, han havde havt paa et af Elbens Dampskibe med en fransk Dame, for­ nem, overlegen, dannet; enhver af hendes Bevægelser havde røbet den overlegne Verdensdame, i hvem han tillige troede at see Indbegrebet af al sand Kvindelighed. Et Tilfælde bragte ham hendes Velvillie. I nogle korte Timer havde hun gjort et mægtigt Indtryk paa hans letfængelige Sind; han havde aabnet sin Sjæl for hende, og hun havde be- geistret ham. Først i Skilsmissens Øieblik havde han spurgt, om han aldrig oftere skulde see hende for at kunne fort­ sætte den begyndte Forelæsning af Victor Hugo’s «Le roi s’amuse». Hun smilede og svarede: «Cherchez et trouvez!» og forsvandt i Trængselen ved Landstigningen. Han havde