CarlEtlarsMinder

'47 senere søgt hende overalt, reist til deforskjelligste Bade­ steder, — den, han søgte, fandt han aldrig. — En sørg­ modig Stemning syntes at hvile over ham, medens hans Blik vedblev at dvæle paa Mona Lisa. «Det er hende,» sagde han. «Jeg hilser hende, hver Gang jeg gjæster Rouen.» Vi forlod Kirken. Den P. L. Møller, jeg derinde havde lært at kjende, tiltalte mig mere end den skeptiske Kritiker. Ude paa Stranden ved Badestedet vandrede vi op og ned. Maanen lyste over det endeløse Hav. Her fremsagde Møller et af sine Digte til «hende». Jeg har senere seet det trykt. Det indeholder en forsmaaet Elskovs Klager, en brusende Tilbedelse, Alt, hvad der tilhører en dyb og liden­ skabelig Kjærlighed. Hvormeget Tiden og Fantasien havde bidraget til at forskjønne den Forsvundnes Minde, veed jeg ikke; men jeg husker, at udenfor vor Fiskerhytte (Badestedet var dengang meget fordringsløst) kjøbslog Møller og jeg en Aftenstund med en Fisker om en prægtig Hummer. Handelen var sluttet; vi skulde netop betale. Da kommer en lille, pikant Marquise trippende, seer paa «det hæslige Dyr», tager det forsigtig med Fingerspidserne, lader en Guldmønt falde i Fiskerens Haand, smiler og siger: «C’est pour moi!» hvorefter hun ugeneert iler hen til sit Selskab med sit Bytte. P. L. Møller blev staaende og stirrede efter hende. «C’est pour moi,» gjentog han. «Hvor denne Stemmeklang mindede om hendes.» Det Kaade var borte, han blev mere alvorlig den Aften, den følgende Dag ogsaa. Kort efter skiltes vi; jeg saae ham ikke senere. Hvor