CarlEtlarsMinder

■43 Idet jeg traadte ind, hilste P. L. Møller mig aldeles som i gamle Dage hjemme i Kongensgade, bød mig med en Haandbevægelse Plads paa en af de overfyldte Stole i hans tarvelige Stue og skrev videre. «Jeg har lovet Dem Chokolade, den skal De have,» sagde han omsider. Men Værtinden havde ingen Chokolade. «Saa gaae vi paa Kafeen!» udbrød han, og vi vandrede til «Café de la régence», hvor han daglig indtog sin Yndlings- drik, Kaffe. Underveis fik jeg en medynkvækkende Skil­ dring af hans aandelige Overanstrengelse og Pengemangel; hans artistiske Liebhaveri slugte, hvad hans aldrig hvilende Pen kunde tjene, medens hans Livsformaal, «at udrydde Literaturens Jammerlighed», endnu syntes lige fjernt, trods de Strømme af Blæk og Sværte, han havde udgydt over Papiret. Han tjente kun fra Haand i Mund; af og til fik han Assistance fra den danske Regjering; men denne Hjælp var langtfra tilstrækkelig, trods hans tarvelige Levemaade. Han sled med sin Pen fra Morgen til Aften, skrev til «Flyveposten» og «Kjøbenhavnsposten», men fik kun sine Breve tarveligt honorerede. Dette og Andet fortalte han mig hurtigu og afbrudt. Jeg bemærkede en tydelig For­ andring i hans hele Ydre, noget Rastløst og Feberagtigt. Han havde tusinde Projekter, men udførte ingen af dem. Han drak begjærlig sin Kaffe og forlangte endnu en Kop. «Kaffe virker iøvrigt ikke længer paa mig som i yngre Dage,» forklarede han; «den ophidser kun, og det skader mit Helbred. Man har aldrig Ro. Der har De nu igjen givet Publikum nogle literaire Bjørneunger, som jeg skulde have fat i ; men jeg har ingen Tid, saa De faaer at slippe denne Gang.» 1 æsthetisk Henseende havde Møller og jeg saare lidt