CarlEtlarsMinder

144 tilfælles. Vort Bekjendtskab kunde alene bestaae ved min fuldstændige Ligegyldighed for literaire Retninger og Ten­ denser, og hvad al den Slags hedder. Jeg gik dengang som bestandig min egen Vei og lod de Andre gaae deres. Her i Hjørnet af Kafeen mellem summende og leende Franskmænd kunde man daglig see Møllers blege, haarløse Hoved og straalende, intelligente Øine med en heel Bunke Blade for sig, givende Agt paa Alt omkring sig, lyttende, altid en ironisk Vittighed paa Læberne. Han kjendte bedre end alle Andre de billigste Restauranter; dér kunde man faae dette bedst, her det. I det Hele taget holdt han overmaade af Paris og fandt noget Aandsbeslægtet med dette ildfulde, spirituelle Folkefærd. Go ldschm id t var ogsaa i Paris ved den Tid og be­ søgte jævnlig P. L. Møller, med hvem han havde private Forretninger. Jeg blev Vidne til en af disse hemmelige Forhandlinger, der førtes med lav Røst og som sædvanlig endte med, at Møller forlangte Penge. Dennegang dreiede det sig om femogtyve Rigsdaler. «Naar faaer jeg min surt fortjente Løn?» spurgte Møller. «Jeg skylder Dem ikke en Skilling,» svarede Gold­ schmidt, «De har hverken pløiet eller saaet for mig.» «Nei, jeg har ikke spændt Deres Heste for, men kjørt og styret dem,» svarede Møller og saae op med det satiriske og overlegne Smiil, han altid bar tilskue overfor Gold­ schmidt. «Jeg har taget mange af Deres Linier bort, massa­ kreret dem og piint Dem. Regner De det for Intet, at jeg har belært Dem med den kløgtige Sætning: «Hvad der streges ud, kan Ingen pibe ud.»