CarlEtlarsMinder

i 4i

gjæld for deres ringere Evner vare i Besiddelse af et aandeligt Hovmod, der tiltroede sig selv Ufeilbarlighed, — en fornem Vigtighed, der tiltog i samme Forhold som den Intethed, hvorover den skulde dække. En Magtstilling maa man indrømme, at han en kort Tid tiltvang sig. Naar Noget vakte hans Mishag, fængede han, revsede med Myndighed og brølede som en Panther, der fik Olympens Umyndige til at skjælve, de Myndige til foragtelig at trække paa Smilebaandet. Man beskjæftigede sig engang kort sagt med hvad P. L. Møller tænkte og meente. Han opnaaede en Tid at træde frem i Forgrunden som Smagsdommer. Hans Individualitet var blot for urolig for en Autoritet: en bølgende Sø, en uafbrudt Stigen og Synken, et Lysskjær paa Toppen, Mørke i Dybet. Gud naade den, som forstyrrede ham under hans Ar- beide! Han foer da op som et vildt Dyr, og hans Tiltale var ikke altid den netteste. I Reglen bad hån Gjæsten med et bittersødt Smil at tage Plads paa en af de Stole, hvor Pladsen var beleiret af opstablede Bøger og Papirer. Kort efter syntés han aldeles at have glemt den Fremmede. Naa, videre! En Historie vil jeg fortælle om ham, en Begivenhed, som jeg troer lod mig skimte en anden P. L. Møller end ham, som Verden kjendte, et Indblik i en Hjertehistorie, den han omhyggelig skjulte, fordi han frygtede Mangel paa Forstaaelse og den Latterliggjørelse, han selv i saa rigt Maal lod blive Andre tildeel. I 1847 reiste P. L. Møller fra Danmark. Han havde opnaaet et større Reisestipendium; men da han ikke i Øie- blikket trængte dertil, udlaante han det til en Slægtning, der senere skulde tilbagebetale ham i mindre Afdrag, naar han skrev derefter. Han kjendte sin egen Passion for at