CarlEtlarsMinder

138

frem, hvad han havde oplevet, hvad han havde drømt og bestandig vedblev at drømme om, da kunde han fortælle! Han begyndte med et Suk og endte med en ironisk Latter, en satirisk Ytring, der ligesom haanede det tidligere Fortalte; da fik hans Tanker Vinger, hans Røst Musik, hans smaa Øine dobbelt Glans. Fra hans Læber regnede disse skarpe Epigrammer, som senere fyldte hans Hovedværk, «Gæa», et Tidsskrift, som han satte igang for at bekæmpe Heiberg og «Urania» og Alverden, Søren Kierkegaard ikke at for­ glemme. Alt og Alle underkastedes hans skaanselsløse Kritik, iøvrigt ogsaa min ringe Person. «Jeanne Tujon» og andre af mine ungdommelige Brushaneværker faldt ikke i hans Smag, siden efter heller ikke i min. Jeg gjorde for første Gang hans Bekjendtskab i Studenter­ foreningen. Her havde han i en Krog et Bord, hvortil han regelmæssigt søgte, en Plads, som de Andre respek­ terede. Lidt efter hans Komme pleiede L e v in og C arl N ielsen at sætte sig hen til ham, og saa begyndte Kri- tiken. Først gik det ud over Dagens brændende Spørgs- maal; lidt efter lidt kom det til Personligheder. Tilhørerne samlede sig i en Kreds om deres Bord, lo og kolporterede de faldne Vittigheder i mere eller mindre forvansket Skikkelse. Den Aften jeg gjorde P. L. Møllers Bekjendtskab, sad han altsaa i Selskab med Levin, over hvem han vandt en glimrende Seier. Tilhørerne applauderede. Møller saae sig om og smilede; Bifaldet morede ham.Levin blev vred, reiste sig og forlod Valpladsen, for ikke at komme tilbage den Aften. Jeg forestillede mig selv beskeden. P. L. Møller og jeg var kort efter i en levende Samtale. Han satte Heine høit, jeg søgte at forfægte Uhlands Overlegenhed som Digter.