CarlEtlarsMinder

132

pludselig var kommen i Tanker om, at vi begge To rime- ligviis havde glemt mig i Kirken. Han gjorde tusinde Undskyldninger og bød mig med til sit Huus; men jeg vilde hellere hjem, og da ingen Befordring mere gik til Kjøbenhavn den Nat, begav jeg mig herind tilfods og naaede gjennemblødt næste Morgen hjem i Skvaldergade.» — Den Slags Uforsigtigheder knækkede hans Helbred. Han gik ofte frem og tilbage til Roeskilde, og hans Mad bestod i et Par bløde Skillingsboller, som han stak i Lom­ merne og fortærede, naar han følte Sult. Det var i det Hele taget sørgeligt, at han paatog sig det Sisyfusarbeide derude; han gik jo meget nødig til det. Fra den Dag han begyndte paa Monumentet, slugte det alle hans Tanker, hans Tid og Arbeidskraft. Desuden høstede han jo oftest kun Skam til Tak fra Autoriteterne, hvem Arbeidet ikke gik hurtigt nok fra Haanden. Professor Høyen overtalte ham til det Værk i 1862. Hertzog oversaae alle Arbeidets Vanskeligheder og sukkede: «Det bliver mit Livs Ruin.» Men da de Sagkyndige meente, at Ingen uden ham var istand til at trække det Læs, spændte han sig villig i Selen. Jeg husker den Iver, hvormed han begyndte en Række fortrinlige Tegninger til Monumentets Figurer, Reliefer o. s. v. Snart taarnede dog de forudseete Vanskeligheder sig i Veiret for den samvittig­ hedsfulde, altfor pligtopfyldende Kunstner. Hans Medar- beidere maatte han afskedige, eftersom de ikke udførte Teg­ ningerne til hans Tilfredshed, Marmor og Alabast var ikke forhaanden af den Slags, som Monumentet var udført i. Margrethes Fodstykke vidste Ingen hvorledes havde været, kun nogle Søm oven i Laaget og ved Siderne, hvor Klæd