CarlEtlarsMinder

133

ningen havde været fæstet, fastholdt nogle Ornamentstumper; det var Alt, hvad han havde at rette sig efter. Saa reiste han til Frankrig og fandt endelig der efter utrættelig Søgen deels et gammelt Fodstykke til Sarkofagen, deels Materiale, der lignede det derhjemme i Roeskilde. Saa- ledes gik Tiden med forberedende Arbeider, Undersøgelser, og Pengene med, trods hans utrolige Sparsommelighed. Han naaede dog kun at faae den udvendige Sarkofag­ dekoration færdig, fornemmelig Kappen og Klædningen; men det var ogsaa det Vigtigste, som Ingen kunde eller vilde have udført som han; ligeledes fuldførte han enkelte af Figurerne, der staae i Sarkofagens Buer; de øvrige bleve kun udførte paa Papiret. Lyset brændte endnu henimod Morgen oppe i den gamle Kunstners Stue. «En Ildebrand kan slukkes i dens Begyndelse med et Pust,» brummede han engang; «men er der først rigtig gaaet Ild i et gammelt Huus, kan alle Byens Sprøiter ikke slukke den.» Han syslede med sit Monument den sidste Dag, han levede. Den halvfjerdsindstyveaarige Mand bukkede under for en Anæmi, fremkaldt ved hans Ligegyldighed for Lege­ mets Pleie. Hans sidste Tanke gjaldt Monumentets Fuld­ førelse; hans eneste Frygt var, at hans Livs Værk nu maa- ske skulde fuldføres med fabrikmæssig Ligegyldighed. En Dag i Marts sank han af Mathed sammen paa Gaden og blev baaret døende op i sin Leilighed. For Døden var han ikke bange; hans Tro var dyb og stærk. Hver Søn­ dag blev han seet i Vartov Kirke, hvor han stod lige inden­ for Døren ved Løngangsstræde. Den 13de Marts gav han sin Sjæl Gud i Vold.