CarlEtlarsMinder

Mi

saa smaa, saa smaa, at man ikke gider være iblandt dem? Jeg er allerlykkeligst, naar jeg staaer derude alene i Dom­ kirken og arbeider paa Monumentet. Derinde seer jeg de store Syner fra Fortiden, som jeg siden søger at give Form paa Papiret ved Lyset her i Trepægleflasken; derude i Kirken komme de til mig, alle' disse Skikkelser fra vore store Dage; de ere mine Kammerater, min Omgang, — lad mig saa være fri for at høre om vor Tid. Jeg vil den ikke noget. — A propos Domkirken,» vedblev han med en munter Latter. «Vil Du troe, jeg tilbragte en Nat i Jule­ ugen ifjor ude hos min Dronning i Roeskilde Kirke? Mit Arbeide havde trukket lidt længere ud end sædvanligt, Klokkeren glemte at see efter mig og laasede Dørene. Først da det var saa mørkt, at jeg ikke længere kunde see, opdagede jeg, at jeg var stænget inde og rimeligviis maatte tilbringe Natten i den mørke Kirke. Jeg blev dog ikke uhyggelig tilmode og vandrede om for at faae Varme; tilsidst satte jeg mig tilrette ved Sarkofagen. Det var blevet Nat om mig; af og til gjenlød under­ lige Lyde under Hvælvingerne. «Nu vaagne vore store Døde,» tænkte jeg og troer sandelig, at jeg sad og ønskede, at min Dronning vilde reise sig af Graven og tale til mig; men det gjorde hun ikke. Jeg var saa høitidelig og vel tilmode, som om jeg først nu var rigtig hjemme. Tilsidst faldt jeg i Søvn. Hvor længe jeg sov, veed jeg ikke; jeg vaagnede ved at høre slæbende Skridt nærme sig og see et viftende Lys nede mellem Pillerne. Jeg var heelt lammet af Kulde, Haarene reiste sig i det Øieblik paa mit Hoved; men saa var det den skikkelige Klokker, der var staaet op af sin varme Seng og gaaet ud i det forrygende Veir, fordi han 9*