CarlEtlarsMinder

129

tilbage til Kjøbenhavn. Hans usædvanlig grundige Studium af den antike Kunst bragte ham Akademiets store Guld- medaille og Rejsestipendium til Rom. 1 den Tid sværmede Hertzog for en lille Hytte ved Kalkbrænderivei; den ligger der forresten endnu, helt romantisk ved Søen, en gammel Kasse, omgivet af et Stakit. Han kunde ikke tænke sig en herligere Fremtid end at leve for sin Kunst i denne Rønne. Det vindelse at løsrive sig derfra, dengang han snørede Randselen i 1856 for at begive sig til Rom. Et Brev fra Billed­ hugger Peters fortæller følgende: «Hvad Hertzog angaaer, da er jeg nærved at frygte for, at han sulter ihjel, før han naaer Rom. Efter hvad Kyhn fortalte fra Odense, at han vendte sig syv Gange, før han kunde finde ud af, om han skulde spise en Beuf- steg, saa seer det farligt ud. Hans Mave er allerede nu svækket ved Faste og daarlig Mad; naar han nu glemmer den reent, saa er jeg bange for, at det gaaer ham som den Lærde i Paris, der glemte at spise.» Han led dengang endnu af Følgerne af Koleraen, som han nær var bukket under for. Der fmdes en Tegning fra hans Haand, der forestiller Koleraen. En nøgen Mand ligger og vaander sig; en Løve staaer og bider ham i Brystet. Under dette Billede har han skrevet: «En lille Aareladning er ofte gavnlig.» «Engang, da jeg hørte, hvor syg Hertzog var, gik jeg op til ham,» fortæller Carit Etlar; «jeg glemmer aldrig det Syn, der mødte mig i denne Stue, hvor Alt var F'orvirring og tilsyneladende Uorden, hvorfra en pestsvanger Luft slog mig imøde, og hvor en gulbleg, hentæret Skikkelse laa i en Seng, der ikke syntes at have været redt i lang Tid. 9

kostede ham storOver­