CarlEtlarsMinder

128

han var i den Grad behersket af de høiere Skjønhedsmagter, at de lænkebandt ham. Hvor kan det undre, at Efter­ verdenen glemmer en Mand, der trods sin store Begavelse aldrig hævede sig over Sagkundskab til den selvstændige Skaben, aldrig frigjorde sig for Materien. Vi behøve Rune­ stene og Pyramider for at mindes Fortiden. Hertzog har alligevel sat sig selv et Monument, idet han skabte Dronning Margrethes. Professor, Billedhugger Stein har i Tidsskrift for Historie skrevet en anerkjendende Afhandling om ham, som ikke noksom kan fremhæves. Den røber et Kjendskab til den Skildrede, en Hengivenhed for Vennen, et sjæleligt Billede, som bør paaskjønnes og næppe har fundet den Opmærksomhed, som det fortjener. Hertzogs redelige, nøisomme Charakteer i dens Andagts­ forhold til Kunsten rager taarnhøit over mangen en Nutids­ berømthed. Han selv var utrolig nøisom i sit daglige Liv, utrolig lykkelig i sin egen Verden. Han kom ind til Kjøbenhavn fra Postkontoret i Ros­ kilde, hvor han først var sat i Lære. Hans Træskjæreri skaffede ham Velyndere; han fik Freund, senere Bissen til Lærere her i Byen. Han var dengang, da Carit Etlar og han daglig mødtes, en tynd, forlegen Yngling med et alvor­ ligt Blik. Han studerede og arbeidede med en Iver, der holdt ham borte fra Kammeraternes Lystighed. Peters og Kyhn vare hans bedste Venner; hans eneste Fornøielse be­ stod i at gaae lange Fodture. Saa vandrede han ud til Bagsværd Sø, holdt herlige Maaltider i de grønne Ærte­ marker underveis og fik paa Hjemturen en Kop The. En­ gang blev han overfaldet af Tordenveir oppe i Nordsjælland; han stavrede sig frem gjennem de mørke Skove, løb vild og naaede først om Morgenen i yderst forkommen Tilstand