CarlEtlarsMinder

24

nede, Svalen sang, Græsset duftede, saa fløi jeg Fanden i Vold og glemte Statsøkonomien.» «Jeg gav Dem Forskud paa den.» «Ja, to Gange endogsaa; men da jeg begyndte for Alvor at slide, kommer Svenningsen, De veed, Læreren i Borgerdydskolen, og fortæller om den yndige, lille Hule nede i Snaregade, hvor man spiller Basset med Halte-Kett og spiser sorte Pølser. Der tog han mig hen, og den har vi trolig dyrket hver Aften siden, saa kan De nok slutte Dem til, hvordan det gik med Afhandlingen.» «De er ilde faren,» sagde Nathanson hovedrystende. Carl Bagger tilkastede ham et skarpt og overlegent Blik. Han begreb den Interesse, der skjulte sig under den ældre Mands rolige Væsen. «Veed De hvad det er, naar en Mand jager om paa hvileløs Flugt for Gjældsbreve og Forskrivninger? Deres Lod er at modtage Vexlen, vor at skrive den. Naar man ikke forstaaer at snoe sig, synker man sammen som en af­ trukket Uldstrømpe, dødstræt, forpint, færdig. Saa sidder man der» — han pegede hen i Krogen — «modfalden, Forlængelse af en Dødsdømts Kvaler, en skibbruden Mands Kamp for at naae Land, seer Syner, ingen Naade, ingen Frelse.» «Ikke? — Forsøg.» «Ingen Frelse, siger jeg, De kan stole paa mit Ord. Sagen er i fuldstændig Orden. Den, der ikke kan betale sin Gjæld, gaaer i Slutteriet.» Vægteren raabte nede paa Gaden. «Klokken er allerede ti,» sagde Nathanson; «Tiden løber hurtig i Deres Selskab. Jeg maa gaae.» «Jeg skal ogsaa i Forretninger,» sagde Carl Bagger;