CarlEtlarsMinder

125

«de vente mig i Snaregade i et større Concilium. — Nu har De besøgt mig, saaledes seer jeg ud. Døm mig skaan- somt. Husk paa, at de strengeste Moralister altid ere de, der i Stedet for Blod have Thevand i deres Aarer, eller de, som Vorherre aldrig skikkede i Fristelse, eller de, der ere bievne saa aflægs og visne, at de ikke kunne synde mere.» «Eller de,» sagde Nathanson med Eftertryk, «der bære Følelsen af deres eget Værd, deres Personlighed, deres Lighed med det høieste Væsen.» Carl Bagger taug lidt, reiste Hovedet med et Kast. Hans Ansigt havde mistet sit sædvanlige sorgløse Udtryk, en anden Personlighed kom frem i ham, hans Sprog. «Naar vi skilles, slaaer De Dem for Brystet som Manden i Fablen og «takker Dig, Gud, at jeg ikke er som denne Tolder». Men deri gjør De Uret. Jeg har aldrig været dukket saa dybt i Vildfarelsens Mudder, at jeg jo hørte Svalen synge over mit Hoved: Det Liv, jeg fører, er snarere en Skole end en Ulykke og trænger ikke til nogen Apologi. For at kunne skildre, maa De have levet, det vil sige kæmpet, savnet og lidt, være bleven knuget til Jorden i Smerte, have inddrukket Lidenskabens glødende Aande, grædt i Forsagelse, jublet i Himmerigs Lykke. Har De ikke det, kan De gaae hen og hænge Dem; men De lærer min Salighed aldrig at fortælle, hvad De ikke selv har følt. — God rolig Nat, Hr. Grosserer.» Idet de skiltes paa Hjørnet af Sværtegade, beholdt Nathanson Baggers Haand i sin og sagde paa sin milde Maade: «Husk, kjære Ven, de store Evner have de store For