CarlEtlarsMinder

123

ad mine. Jeg lever. Men Begreberne ere saa forskjellige her i Verden. Jeg er ung, De har været det. De troer, at leve er at tærske Langhalm, slide og trælle, til Øinene rinde, og man deiser paa Næsen i sin Grav. Jeg, som er Himlen fire Trapper nærmere, troer, at leve er at more sig, at nyde. Jeg bærer mig ad som Fuglen paa Marken: den saaer ikke, pløier ikke, men finder sin Kommenskringle alligevel. — Hvad behager?» Den gamle Mand rystede paa Hovedet. «Hvad er De? Ingen Ting. Hvad skal det blive til? Fortabelse.» Carl Bagger sad og pirrede i Lyset med en Svovlstik. Han saae sig om i Kammeret med en uhyre sorgløs Mine. «Hvad jeg er,» gjentog han; «en Veirmølle, der klaprer og løber den hele Dag uden dog at komme af Stedet, en Fakkel er jeg, der fortærer sig selv, mens den lyser for Andre, en Afviserpæl er jeg, der varer for Sumpen, den staaer i, et Objekt er jeg, som man kan skrive flove Kri­ tiker om, Mage til dem, dette bleggule Plusquamperfektum lavede forleden i Literaturbladet. Ved Jupiter, jeg fortjente som Socrates at underholdes paa Statens Bekostning. Lad mig derfor være i Fred for Jeres Godtkjøbsraad, jeg bliver dog ved at leve paa min Maade. Jeg jubler, mens I gaber, jeg suger Tilværelsen ind gjennem alle mine Porer. — Ak ja, det er et Liv med Huller paa Albuen, uden Ordener paa Kjolen, uden Saaler i Støvlerne, uden Moral maaske, men aldrig uden Indhold. — Dog, det er vist ikke herom, vi skulle tale.» «Jeg sendte Dem Arbeide og gav Dem den lange stats­ økonomiske Artikel at oversætte.» «Den var saa grusom vindtør og kjedelig; Solen skin