CarlEtlarsMinder

122

«Jeg kommer for at besøge Dem,» sagde Nathanson smilende; «lad os gaae ovenpaa.» «1 saa Fald maa jeg uleilige Grossereren med at lægge en Firskilling ud til et Tællelys. Jeg har tilfældigviis ingen Smaapenge iaften, og kan jeg ikke høitideligholde Deres Besøg med at slagte en Fedekalv, skal der idetmindste være Lys paa Møllen.» Lyset blev hentet, derefter gik de op paa fjerde Sal. De Fremmede saae sig om i dette forfaldne Værelse, hvor en Stol, en Seng og et haltende Bord udgjorde alle Meubler. Tapeterne hang i Laser paa Væggen, af Gardiner var der intet Spor. Klædningsstykker, Vadsketøi og gamle Aviser vare spredte i den størst mulige Uorden. 1 den uredte Seng hvilede en gammel Støvle sig ved Siden af Saxo Gram- maticus. Alt, hvad Øiet mødte, var støvet, tilrøget og uhyggeligt. «Naa, her boer altsaa Digteren Carl Bagger,» udbrød Nathanson, idet han gjorde Plads paa Stolen og satte sig. «Her boer han,» svarede den Anden, medens han stak det tændte Lys i Halsen paa en Ølflaske. «Og her kom­ mer De og besøger mig iaften. Sidste Gang, jeg besøgte Dem, syntes De ikke om min Fortælling «Min Broders Levned», hvori jeg saa træffende skildrer et ungt, begavet Menneske, der falder som Offer for sit ryggesløse Liv, en vild og heftig Krabat, der ikke passer ind i vort fredelige Øllebrødsliv.» «Men hvad tager De Dem for? Er det en Tilværelse, der er værdig Deres Evner og Talent? For De har Talent, naar De blot vilde skole det.» «Jeg leer ad Andres Daarskaber og lader Andre lee