CarlEtlarsMinder

1 18

«Dæ lægger den væst,» sagde Taterkonen triumferende; «sie, huor En griin a Jer. — De æ aa de jennest, han ouner no (evner nu).» Hun ragede Lyngen tilbage igjen og stillede Hugge­ blokken lige over Skelettets Hoved. «Ingen kan sætte mig for det, I her har seet,» føiede hun til, medens hendes Ansigt fortrak sig til et Smil, der viste en Rad store Tænder, spidse og skarpe som et Rovdyrs. Vi begave os atter paa Vandring ad Nykjøbing til. Dagen var svunden, Solen sank ned i Vest. Som en kjærlig Moder, der lyser Velsignelse over det Hjem, hun forlader, bredte den til Afsked sit varme Lys over Egnen, mere glødende og farverigt end før. Lyngbakkerne lignede i deres rødviolette Skjær et stort Fløielstæppe. Mosen dampede, Kirkeklokken lød, en eenlig Lærke sang oppe i den gjennemsigtige Luft, Alt var Fred og Hvile. Paa Høien stod den gamle Præst, støttet til sin Stok. SneedorfT-Birch laa i Lyngen, skar to Cigarstumper, som han møisommelig havde sparet sammen fra den foregaaende Dag, i smaa Stykker og stoppede dem i sin Pibe, medens han nynnede en i Dagens Løb komponeret Melodi til nys­ nævnte Længselsdigt. «Hvor findes der en saadan Figur som denne Tater­ kvinde blandt alle vort Samfunds visne og slikkede Unger, om vi saa søgte lige oppe fra Skagen og ned til Slesvig? Skriv om dette Folkefærd,» vedblev Blicher henvendt til mig. «De kjender dem. Naar vi To ere døde, er der Ingen, som kan skrive om dem, for saa er Skøieren for­ svunden, og der er Ingen, som kjender ham mere.» Blicher taug. Han havde skudt Brillerne tilbage over