CarlEtlarsMinder

ii 7

under stod skrevet med rødt Blæk: «Ens Død er en Andens Brød, Ane Sillesen Hjembæk». Kohorn, Bunker af Been og trevlet Tovværk laa spredte paa Gulvet. Alt var til­ røget og smudsigt i denne tre Alens Elendighed, som endnu fik et sørgeligere Præg ved det klare Sollys, der trængte ind gjennem den aabne Dør. Kesten sad paa et omvendt Deigtrug og flettede Halm- simer, da vi traadte ind. Det var en stor, mandhaftig Kvinde med et gulbrunt Ansigt, lutter Rynker og dybe Folder, omkring Munden et graat, strittende Skjæg og om Hovedet et broget Klæde, der samlede et mægtigt, graaligt Haar. Hendes sorteblaae Øine tindrede med en uhyggelig Giands. Blicher og hun bleve snart gode Venner. Han bad om en Drik Vand, og Kesten gik ud til Kjedlen og bragte en fyldt Krukke tilbage. Han bød hende et Kræmmerhuus Kaffebønner, han præsenterede hende Tobak af min Pung. Hun tog saa meget, hun kunde holde i sine fire sortebrune Fingre, puttede Røgtobakken i Munden og tyggede den med synligt Velbehag. «Hvor stammer hun egentlig fra?» spurgte Blicher. «Jeg blev født i en Grøft, og min Moder blev lagt i en Grøft. Hende gravede jeg ned, da hun ikke kunde mere.» «Er det sandt, at hun har havt to Mænd ?» spurgte Blicher, da hun fulgte os ud ad Døren. Kesten standsede; hun stod og betænkte sig lidt, derpaa vinkede hun ad os, trak en Medestang ud fra Halmtaget og gik bag Kaalhaven. Ved Diget laa en Bunke Lyng og Grene foran en Hugge­ blok. Kesten ragede Lyngen til Side med Stangen. Under­ neden i et Hul kom det gule Hoved af en Beenrad tilsyne.