CarlEtlarsMinder

1 1 9

Panden og saae ud over Egnen. Det var ikke mere Fattig­ dommen, Affældigheden, Tilintetgjørelsen, dette Aasyn viste. Hans Skikkelse syntes at groe i Veiret. Det var Præsten, der stod i sit Tempel. Medens han taug og stirrede frem for sig, laa der et rørende Udtryk af Alvor og Tungsind udbredt over hans Træk. — Hvad tænkte han paa under denne dybe Taushed? Var det en Lovsang, der lød i hans Hjerte, eller var det maaske et Klagesuk, fordi ogsaa han var en synkende Sol i Begreb med at gaae bort? Farve- skjæret, som han spredte over Jyllands Enge, dvæler der endnu, mere farverigt og glødende end før.