CarlEtlarsMinder

i '5

næste Dag efter Audientsen med den gamle Hat; en fattig Dreng havde faaet alle hans Penge til sin syge Fader. «1 kjære Venner,» udbrød Blicher freidig, «bliv nu ikke vrede, skjænd ikke paa mig; det var dog ikke Jeres Mening, at jeg skulde komme ind til Majestæten med Hat paa Hovedet?» Blicher var denne Dag iført en falmet, grøn Kalmuks­ frakke og en Kaskjet med en bred Skygge, som gik ned over Øinene. Han var graahaaret, lidt skaldet, gik kroget og foroverbøjet. Hvilket Præg af Prøvelser og Kampe bar ikke hans furede Ansigt! Solen skinnede, Lærken sang; der var ikke en Sky paa Himlen og ikke en i vore Hjerter. Underveis mødte vi Præsten fra Voldum. Han skulde ud paa Skolevisitats og bad os om at tage op til Præstegaarden og blive der Natten over. Blicher tog mod Indbydelsen, og vi droge videre. «Nu maae vi bære os smukt og belevent ad,» sagde jeg til Blicher, da vi naaede Voldum, «og vise Præstefolkene, at det er fornemme og sjældne Gjæster, de huse.» «Det maae vi,» svarede Blicher med en ubeskrivelig Bevægelse af Haanden mod Næsen; «fremfor alt fornemme. Hvis de ikke kan see, jeg er født til at være Kammerherre, maa de være tungnemme.» Da vi kom ind i Gaarden, vare Karlene beskjæftigede med en saaret Ko. Blicher ilede hen til dem, smøgede Ærmerne op og hjalp med Forbindingen. Da han lidt efter kom ind i Stuen, blev han forestillet som Digteren Blicher, for Husets Datter. Hun stirrede paa ham, brast i Graad og ilede ud. Senere betroede hun mig, hvor skuffet hun var bleven over at see sin Yndlingsdigter i Blichers Person. 8 *