CarlEtlarsMinder

1 14

forsvundne Illusioner, Ulykker, som dræbte Mennesket, men skabte Digteren, det var Sorgen, der lærte ham at synge. «Den var jeg værst, som jeg vilde bedst, og det var mig selv,» sagde han engang, da han pludselig vaagnede op efter en saadan Drøm og strøg med Haanden hen over Panden, som om han søgte at bortmane de mørke Billeder. «Det bløder herinde; det vil blive ved at bløde, indtil Uhr- værket engang staaer stille.» Han var i høi Grad et Stemningsmenneske, som vel enhver Digter maa være. Denne Dag var altsaa det Eiendommelige fremme, der gjorde ham stor og henrivende i hans deilige Digtninge. Han var meddeelsom, standsede de Forbigaaende paa Veien og fik sig en Passiar med dem. Ved en saadan Leilighed lagde jeg Mærke til hans særegne Begavelse til at gaae ind i en Andens Tankekreds, stige eller synke, indtil han stod i Høide med den, han gav sig af med, fritte og forske og lokke for umærkelig at faae den Mening frem, den Tanke, han søgte. Mødte han i et af disse lyse Øieblikke en Træn­ gende, med en Kapital af nogle Rigsdaler i Lommen, kunde Blicher give ham hver Skilling, han eiede, og siden selv undvære. Karakteristisk for Blichers Væsen var et Træk fra hans sidste Ophold i Kjøbenhavn, hvor han jævnlig besøgte P. L. Møller i Kongensgade, medens denne læste Korrektur paa hans Værker. En Deel Venner vare samlede hos P. L. Møller, og man bemærkede, at Blichers Hat ikke egnede sig til den Audients hos Majestæten, hvorunder han agtede at aflevere et Bønskrift. Man skillingede sammen, og en lille Sum blev overrakt Blicher til en ny Hat. Han mødte alligevel