CarlEtlarsMinder

106

Aandsretninger søgte at føre det store Ord. Den lille, sir­ lige Goldschmidt kunde ikke sympathisere med Etlars kraft­ fulde Fantasi og Følelsesverden. Hans Pen blev derfor mangen Gang lovlig spids mod ham, medens P. L. Møller, der satte sig selv i Kritikens Høisæde, indhyllede sig i en Overlegenhed overfor Vennen, den han ikke i Længden mægtede at haandhæve. Omtrent ved denne Tid fandt Etlar en væsentlig Støtte i Infanterioberst Piessens Huus, hvori han næsten blev betragtet som Søn. Fru Piessen, en født Gutfeldt, udøvede ved sit fine og slebne Væsen en gavnligIndflydelse paa hans Optræden. I dette Huus færdedes han mellem dekorerede og betitlede Herrer og elegante Damer med flint udviklet Smag. Det morede ofte Husets ædle Frue at give den unge Mand Lektion i Comportement og belevent Væsen. «Det var ofte pinligt for mig,» fortæller Forfatteren, «naar jeg troede ubemærket at være sluppen ind i Salonen, at høre Værtinden kalde mig frem.» «Det var vist ikke Dem, som traadte ind. Maa jeg bede Dem komme ind om igjen, Albuerne mod Siden, Hatten bæres med let bøiet Haandled op mod Brystet.» — Der hjalp ingen Indvendinger. «Det gjælder ikke saa meget om selv at tale som at forstaae at faae Andre dertil,» formanede hun jævnlig. En Dag, da Rumohr underholdt sig med den unge Kunstner, benyttede denne blot korte, samtykkende Svar eller beundrende Udraab og Spørgsmaal. «Det er en overmaade interessant ung Mand,» ytrede Rumohr lidt efter til Værtinden, som smilende havde hørt til.