CarlEtlarsMinder

107

Cariit Etlar følte sig dog oftest som åen faugne Hede­ fugl i diisse Omgivelser og var aldrig gladere, end »aar han atter sadl alene oppe i sin E reaiitlytte paa Kvisten modi sine kjære Forbilleder: Shakespeare, Dumas,, men, først og sidst Victor Hugos, Dram,aer; han kande disse Forfatteres Hovedværker udenad, optog dem, i sig, men 'bevarede fuldt ud sin egen Oprindelighed. Saaledes blev det lidt, efter lidt, Carit Etlar forundt at civilisere den Naturkraft, han havde medbragt fra, .Bårne- hjemmet, uden at den dog mistede noget af sin Ejendomme­ lighed under de Studier, som. Hovedstadens Kultur- og Konkurrence-Liv tvang ham til at gjiiennemgaae., Hans Om­ gang tilsleb., men afsleb Intet af hans Naturel. Skjøndt en Række Dramaer herefter saae Dagens Lys, — nogle bleve opførte og trykte, andre findes utrykte i Forfatterens Gjemmer, — saa kan det ikke nægtes, at hin Tids «Uvenlighed», som omtalt, har skadet Etlars dra­ matiske Udvikling. Trods Publikums altid gunstige Mod­ tagelse og CoHins Opmuntringer, svækkede disse stadige Angreb Etlars Tillid og Mod til at fortsætte sin Theater- produktion, i Særdeleshed da hans episke Forfattervirksom- hed allerede havde vundet ham en talrig Læsekreds. — Skjøndt Uvillie døer, Strømmen kæntrer, og Smagsretninger vexle nogenlunde regelmæssigt, vedbliver man endnu trøstig, hver Gang et ældre Stykke bringes paa Bane, at slaae op i gamle Annaler og danne sin Mening derefter. Paa det kongelige Theater blev alligevel efterhaanden en Række af hans Stykker antaget og spillet: «Fengos Skat», «Kongen paa Fuurland», «Tonne gaaer i Krigen». Dette Skuespil opførtes den 16 . Februar 18 4 9 . 1 den danske Skueplads’ Historie læses: