CarlEtlarsMinder

105

udgik Kritiken. Vee den Formastelige, der, som Carit Etlar, gik sin egen Vei og hverken støttede sig til Ven eller Fjende. Han blev sablet ned for Fode, heldigviis uden at Brosbøll rigtig forstod, hvor slemme de vare ved ham, eller at hans tidligere Held havde vakt Animositet i den æsthetiske Leir. Det er i det Hele mærkværdigt, hvor lidt Etlar har haft Øie eller Øre for Omgivelsernes Antipathier og Sympathier, for hele dette Væv af Interesser, der udgjør Samfundets Kit. Hine Dages Theaterstridigheder og Intriger, der ofte nok ere bievne omtalte, giede ham aldeles uændsede forbi. Politiken var altid for ham en fremmed Bog, hvis interessanteste Sider havde Møie med at fængsle hans Op­ mærksomhed. Cliquernes For og Imod vare uløste Gaader for hans Blik, der søgte andetsteds hen. Denne Mangel paa Talent til at bugte sig frem mellem farlige Skjær, denne Uafhængighedstrang, som er egen for dem, der møisommelig bane sig Vei, og som hos en ung Mand let forvexles med Egensindighed, denne ofte hensyns­ løs ubændige Natur og Fantasikraft, der nu voldsomt brød igjennem og til sine Tider gav sig Udslag i for frodige Skud, denne Gaaen op i en egen Verden, der gjorde hans Personlighed heelstøbt og senere blev ham til stor Nytte, skaffede ham i hans første banebrydende Aar uforsonlige Modstandere og overlegne Uvenner rundt om i æstheti- serende Klubber, — Forstandsmenneskets Satire overfor primitiv Følelse. Skjøndt Etlar nu stod udrustet med flere videnskabelige Udmærkelser end de fleste af hans Antagonister, vilde disse, trods Sibberns Protektion, ikke anerkjende den «Ubekjendte», som Goldschmidt titulerede ham i «Korsaren». Andre i