CarlEtlarsMinder

99

Det lange Register meente en Fløjte. «Vi skal pibe Stykket ud paa det kongelige Theater iaften.» Saa kom Svenden frem med en Blikpibe, ikke større end første Led af min Tommeltut. Det nikker Fyren til, tog Tingesten i Munden og piftede, saa det kunde høres op paa Kongens Nytorv, lige ud til Nyboder. «Den er brav,» sagde Studenten. «Dem har vi solgt flere af idag,» sagde Svenden. Studenten betalte og gik med Forsikring om, at der vilde blive et morderligt Spektakel paa Theatret iaften. «Der maa jeg med,» sagde jeg, og kjøbte denne kleine Fløite her og en Billet. Nu skal vi see, hvad det bliver til.» Lidt efter rullede Tæppet op, og vi havde Frist i lang Tid for vor Sømand, indtil han efter første Akt stødte ud med Albuen, saae paa mig og rystede misbilligende paa Hovedet; dertil føiede han den Bemærkning, at det Bedste ved Akten var, da den ene skar Tarmstrengene over paa den andens Fiolin eller Harpe, hvad det var. Saa blev han taus igjen. Efter anden Akt lænede han sig ud over Rækværket og saae ned paa Parketterne, hvor Tausheden havde forvandlet sig til Livlighed. Da han atter sad ned, trøstede han sig med: «Der begynder at blive rørt Vande dernede; men det er ikke endnu, der skal pibes. — Det kommer nok.» Efter Tæppets Fald i tredie Akt vendte han sig om imod os. Da havde hans Ansigt antaget en dybsindig Kjendermine. Han nikkede bifaldende og udbrød: «Det er ikke heelt Skidt endda. Jeg har været med til mange Komedier før iaften, baade i Leeds, mens vi ladede Kul ind, og nede i Kina efter The. De gjorde det, min Sjæl, ikke bedre, tro mig nu!»

7*