CarlEtlarsMinder

98

paa Gulvet og i alle Loger, Herrer og Damer, hilsende og smilende. Alle vore literaire Størrelser vare tilstede. «Det kan blive en rar Concert for Dig,» hviskede Claus, «dersom alle disse Mennesker give sig til at fløite. Men det siger jeg Dig for Alvor, Carl, Du holder Dig rolig, hvad der saa skeer. Det lover Du.» Jeg fik ikke Tid til Svar. Bag os lød en dyb Røst: «Vil De inte lette Dem lidt, saa jeg kan komme ned paa første Bænk? Jeg har betalt for Pladsen.» Der blev øieblikkelig veget tilside, og en massiv og bredskuldret Skikkelse med et stort og graaligt Hageskjæg og et rynket, solbrændt Ansigt viste sig. Han udbredte en gjennemtrængende Duft af Tjære omkring sig og gled ned ved min Side, idet han tilføiede: «De gjør nok bedst i at knibe Dem en Smule sammen endnu, hvis jeg ellers skal faae Plads — begge mine Been er krumme — dumpet ned fra Merset paa Eskildsens Bark, — en rar Ballade, kan De tro. — — See saa, nu er det godt.» ' For at faae Sømandens Livsskildring endt, vendte jeg mig om mod Claus og lod, som om vi vare i en dyb Samtale. Men Manden med de krumme Been skød til mig, tog sig et Stykke Tobak og hviskede: «Det skal pibes, dette hersens.» «Det er vel ikke saa afgjort,» tillod jeg mig at be­ mærke. «Jo, saa min Sjæl er det afgjort. Jeg kommer ind til Egholm efter to Dusin Holzskruer, saa dumper der en Siyder ind med Snor om Huen og forlanger en Pibe.» «Vi har ingen Piber,» svarer Krambodsvenden; «dem maa De gaa til Beendreieren efter.»