CarlEtlarsMinder

100

Derefter blev han taus igjen indtil midt i fjerde Akt. Da foer han pludselig i Veiret og blandede et gjennem- trængende Bravoraab med Tilskuernes Bifald. «Dette hersens skal, Fanden tage mig, inte pibes!» udbrød han og klaskede sine barkede Næver imod hinanden. Mere hørte Claus og jeg ikke. Tilskuerne klappede. Mine Øine blev vaade.» — «Bifaldet var umaadeligt,» det blev Goldschmidt Dagen efter nødt til at fortælle Publikum i sin «Korsar», istedet for den paatænkte Ligtale. (Overskou siger om «Eiaghs Sønner» i sin Theaterhistorie, 5 . Del, Side 677 : «For­ fatteren viser betydeligt dramatisk Talent. Handlingen skrider hurtig frem. Den indeholder mange poetisk ud­ kastede Scener, stor theatralsk Virkning, og vinder under Udviklingen stedse større Fylde og Spænding. Blandt de Spillende udmærkede sig især Michael Wiehe, Vilh. Holst og Frk. Ryge, hvilken sidste, som Ines henrev Publikum ved sit ypperlige Spil.) Næste Dag, tidlig om Morgenen, bankede det paa Etlars Dør. Han blev meget forundret ved at see Hr. Scene­ instruktør Nielsen i egen, høie Person træde ind. Denne kom for at ønske ham til Lykke og udtalte sig paaskjønnende om den Klarhed, med hvilken de spillende Personer vare skildrede. «Apropos,» tilføiede han; «jeg fik Lyst til at spille Lord Argyle; han kom ikke til sin Ret og var noget uklar i Fremstillingen. Synes De om det, saa lærer jeg Rollen, til Stykket gaaer næste Gang. De kunde jo tale med Etatsraad Collin derom.» Etlar smilede til dette uegennyttige Forslag og svarede: