CarlEtlarsMinder

92

Nu kommer den interessante Begivenhed, jeg vilde for­ tælle om. En Aften i 1 84 4 , da nogle af den sædvanlige Kreds vare samlede hos mig, havde jeg atter fortalt endeel Træk om mine smaa Venner. «Deres Skildring af Dyreverdenen forekommer mig lidt langtrukken,» bemærker P. L. M øller; «hvis den skal vare længer endnu, vil jeg tillade mig at lave et nyt Glas Toddy.» Han lod Handling følge efter Ordene og havde atter sat sig til Leie i sin Krog, da det bankede paa Døren, og Gold- schmidt kom tilsyne, pyntelig, let og smilende. «Jeg maatte op og see, hvorledes De har det,» sagde han. «Stakkels Skribent! De vil opleve en sørgelig Historie imorgen Aften.» «Hvorledes det?» «Deres Stykke, Eiaghs Sønner, skal jo gaae første Gang paa det kgl. Theater. Alverden veed, hvem der er Fader til det, og De vil blive udhysset.» «Er det saa afgjort?» «Selvfølgelig er det afgjort. Der skal pibes. Alle vore store Skuespillere, som ellers faae Folk til at dandse efter deres Pibe, glimre jo i Stykket ved Fraværelse; ikke een har Rolle deri. Jeg gik saamænd underveis hertil og studerede paa en ny og smuk Ligprædiken over Dem.» P. L. Møller endte Goldschmidts ubetimelige Angreb, idet han henne fra sin Krog udbrød: «Hør, Goldschmidt, hvad vilde S ø ren K ierk egaard Dem forleden? Jeg saae, at De lod ham sidde og vente ude i Forværelset henne paa Kjøbmagergade, inden han blev stedet i Audients. Den lille Mand blev heelt nervøs og trippede tilsidst frem ogtilbage i Stuen.»