CarlEtlarsMinder

93

«Hvad han vilde, er en Sag mellem ham og mig,» svarede Goldschmidt med sit ironiske Smil. «Han vilde maaskee have sig et Vers som det, De trykte om ham i «Gæa».

«En Gang en Pukkelryg en Digter bad At skrive ham et Stambogsblad, Ei langt, men indholdsrigt det skulde være. Han skrev: Din Bagdeel er ei til din Fordeel, Kjære!»

citerede Værten med falsk Pathos. «Det har han skrevet,» sagde P. L. Møller og angav mig med sin Pibespids. «Søren Kierkegaard bad mig om et Stambogsvers, fordi han havde læst mine Epigrammer i «Gæa». Jeg skulde sende det hjem til ham paa Nørregade, hvis jeg ellers var istand til at skrive saadan et Vers. Den Ytring blev jeg fornærmet over, og opfyldte hans Ønske; han syntes vist ikke rigtig om det.» «Men,» tog atter P. L. Møller Ordet, «hvordan har den lille Meier Aron det idag? Han er ikke i godt Humør. Det er vist, fordi han ved Synet af mig kommer i Tanke om, at jeg har fire Mark tilgode efter vort sidste Regnskab. Eller er det maaske, fordi De underveis har mødt en eller anden fremragende Person, som saae paa Dem uden at ville hilse? Betro os det kun. Vi dele Deres billige Sorg.» «Lad mig være fri for at høre dette Barnevaas.» «Ja, høitærede Ven og Velynder, jeg sidder jo blot og grunder over det bistre Udtryk i Deres kuglerunde Ansigt. Aarsagen kan umulig være den, at De mangler Stof til sidste Kapitel i «En Jøde». Derom ere vi jo bievne enige. Skrift for os. Lad os dele Deres Sorg.»