CarlEtlarsMinder

086532573

ib (£> 4* mf-t- &-i O Û) ■t rHh m

áy" ÉÉu

CARiT ETLARS

M I N D E R

CARIT ETLARS

M I N D E R

F O R T A L T E A F H A M S E L V

I BIOGRAFISK RAMME

AF

HANS HU S T R U

KJØBENHAVN

D E T N O R D I S K E F O R L A G

bo gfo ' r la g e t ERN ST BOJESEN

u

G R Æ B E S B O G T R Y K K E R I

« 1

CrVj^ •y T Æ .y -

p

ß

\ u i n A '¿ß L - fc n r fl

tfow~<-Ks«J

j% n i i l l - '

-c -t ( 'i- ts i / C l^ c r ^ ~ ' ß i

)

y ~

'

J a i^ i^ y ß w ^ ß )- <-CA^ j'

^ ß ß h j

Oíß jjd l W

y C ^

( l- ÿ U sfS tS '* ^ f J

H v i s det er lykkedes i denne Bog a t skildre Hovedtræk a f Carit E tlars Personlighed og Liv, da bringes herved Porfatteren, Hr. O tto B o r ch s en iu s, en hjertelig Tak, idet hans energiske Opmuntring og Interesse gav Mod til at begynde dette Værk. Æ rbødigst F orfatteren .

I NDHOLD .

Side Indledning...................................................................................................................... i Det umulige D am p sk ib ............................................................ 7 Frederik den Syvende i F r e d e r ic ia ............................................................... 20 En Aften i Sønderho.............................................................................................. 38 En Daab paa Ahlheden ...................................................................................... 52 Jerichaus P a a s k e a fte n ........................ 58 Strenge D age ........................................................................................................ . 69 Tre Universitetsafhandlinger......................................... 81 Den første F o re s tillin g ......................................................................................... 88 Dramatisk Virksom hed........................................................................................... 102 Lidt om St. St. Blich er......................................................................................... 111 Lidt om Carl B a g g e r ............................................................................................ 120 Lidt om H e rtz o g ...................................................................................................... 127 Om P. L. M øller....................................... 136 Fra Frederiksberg Allee 1 8 4 8 ......................................................................... 150 Hvorledes Salomon Baadsmand og Gjøngehøvdingen blev t i l . . . . 160 M anddom saarene.................................. 167 Lidt Charakteristik................................................................................................... 181 Reiseerindringer......................................................................................................... 187 Gamle Venner m ø d e s ........................................................................................... 203 Hvorledes Carit Etlar tog Afskedfra Bibliotheket.................................. 213 Fra C o r s i k a ................................................................................................................. 224

Indledning.

I Aaret 1815 boede der i Solgaden i Fredericia et nygift Par. Manden hed Jørgen Christian Brosbøll. Som lille Dreng var han kommen til Varde med sin Fader, en gammel Mand, der nu levede i Sønnens Huus, og om hvem der fortaltes, at han svag og sengeliggende i sit firsindstyvende Aar blev ført til Fredericia, hvor en omhyggelig Pleie bragte det saa vidt, at han stod op ved» Hjælp af to Krykker. Lidt efter lidt lagde han først den ene Stok, saa den anden, og opnaaede den høie Alder af 102 Aar og nogle Maaneder. Samme Mand var i sin Tid et mekanisk Snille og skal have konstrueret et Kirkeuhr, som trak sig selv op. Sønnen Jørgen Christian blev som Dreng optaget hos den rige Kjøbmand Schultz i Varde, og oplærtes til Handelen. Han artede sig vel og blev senere Schultzes høire Haand. Nu havde han altsaa bosat sig i Fredericia, hvor han grundlagde en større Tobaksfabrik, en Kartefabrik og drev tillige en Kjøbmandshandel, hvori der handledes med alt muligt under Solen. Brosbøll var en driftig og energisk Mand, der snart vandt en anerkjendt Stilling blandt Byens

B o rgere og m odtog flere kommunale T illid sp o ster: B ran d ­ inspektør, Uddeler a f L e g a te r o. s. v. Hans H ustru var den syttenaarige U rsula M argrethe Sven dsen, D atter a f en norsk P ræ st. Hendes F a d er og Moder døde, da hun var lille. E n rig T ante, F ru H ostrup fra H elsin gø r, tog hende og hendes S ø ster med til sit Hjem, hvori de forbleve. Den ene Sø ste r ægtede en P asto r Svendsen i Krumm erup, U rsula blev den nogle og tredive- aarige Jø rgen B ro sb ø lls H ustru. Dette P a r skildres som k arakteristisk og kjæ rnesundt, fuldblods T yp e r for hin T ids kraftige K jøbstad sfolk. 1 A aret 1 8 1 6 og ikke 18 2 0 , som der feilagtig staaer i E rslev s F o rfatterlex ik o n , fødtes Jø rg en B ro sb ø lls æ ldste Sø n , der i Daaben fik N avnet Joh an C arl C hristian. Han efterfulgtes a f en S ø ste r og tre B rø dre. Der er ikke meget at berette om C arls første L eveaar. En a f hans første E rin d rin ger fra Hjemmet er, at der paa Væggen i Storstu en hang et B illede a f O le Svendsen B ak k e, den tapre K lo k k e r paa Id, der blev berøm t som Partigjæ n ger i den store nordiske K rig under K arl den T o lvtes Indfald i N orge, og om hvis kjæ kke B ed rifter der ofte fortaltes i B ro sb ø lls Hjem. Fo rm een tlig er O le Svendsen B ak k e Fo rfad er til den norske P ræ stedatter U rsula Sven dsen og saaledes i dobbelt Forstan d Stam fader til v o r danske «G jø n geh ø vd in g», idet Duften a f den tapre K lo k k ers B e ­ drifter saa at sige aflagredes i dette H jem , og indsugedes af den opvoxende B ørn eflo k , der begjæ rlig lyttede til F o r ­ tæ llinger om hans listige B agh o ld , hvorfra Fjenden blev nedskudt, snart om hans Fo rk læ d n in ger, medens han ud- speidede Fjenden, eller om hans modige O verfald paa S v e n ­ sken i de dybe S k o v e.

3

D er fortæ lles, at D rengen C arl pleiede at krybe op i So faen for ganske rolig paa sine K næ at ligge og betragte B illedet. E n A ften sagde han meget rørt, da han blev komm anderet i S e n g :

«Jeg lover Dig, Du Mand fra Id, jeg skal D ig ligne med al min Flid.»

Sø ren T yv k jæ r, Fam iliens gam le K arl, bidrog sit til at fylde D rengens første Fo restillin gsk red s med en Mængde Fo lk e ev en tyr og o vertro iske Fo rtæ llin ger, medens M ørket faldt o ver T o baksfabrikens L o ft, hvor D rengene tid lig bleve satte i A rbeide a f den energiske Fader. Hans P rincip var «at give B ørnen e noget ind at voxe sig store og stæ rke efter» og at opdrage dem i T arveligh ed til A rbeide, «for saa,» mente han, «komm er det Ø vrige nok a f sig selv.» « Je g har min F ad er at takke for m eget,» siger C arl B ro sb ø ll. « F ø rst og fremmest var han Mand fra T o p til T aa, med stæ rk Fø lelse a f personlig Væ rdighed, i B esiddelse a f en beundringsvæ rdig H andlekraft. Endnu seer jeg op til ham som til et lysende Exem pel. Han lod m ig arbeide, saa min Haand er krum d erefter; men han havde R e t: en bedre S k o le end det praktiske A rbeide gives ikke.» Om denne Sø ren T y v k jæ r var der mange F o rtæ llin ger at b erette; hans U d tryk og eiendommelige Sp rogven d in ger have senere fundet Anvendelse i D igterens A rbeider. Hans H istorier ere hovedsagelig gjengivne i C arit E tlars V æ rker « Sin geb o k » og « Sagn og E v en tyr» . Sø ren var en seende Mand, som fast troede paa en overnatu rlig Verden om kring sig og bibragte B ørnen e T roen paa den samme, meget imod Faderens V illie. Han var aldeles fo rsik ret om at have seet T roldene flytte med alle deres R ed skab er en A ften, han

drev K v æ g e t hjem, og de havde n ikket og sm ilet til ham. — H ver N at gjorde Sø ren en V agtronde gjennem F ab rik en , o g en a f D rengene var da tilsagt a f Faderen til at gaa foran med en tændt L y g te . «D et giver C o u rage og O pmæ rksom hed,» meente Jø rgen Christian. D rengene bleve kaldte op a f deres varm e Sen ge, og saa gik det fra Sted til Sted , u h yggeligt og langsom t iden bidende V interku ld e. Sø ren var lutter elsk væ rd ig Agtpaa- givenhed o verfo r N isserne, bredte Halm for dem o. s. v. F o r at fo reb ygge disse N attevand ringer, fandt C arl paa at stille en stor K asse i Nærheden a f Døren, ovenpaa denne et Stillad s a f T ønder, der ved H jæ lp a f en skraatstillet S tig e stødte den hele O pstabling om kuld, naar Døren gik op. Med en u b esk rivelig L arm , der aldrig syntes at tage En de, rullede Tønderne ned ad det skraa L o ft. Søren stod bleg og rystende og forbød C arl at gaae ind til Trold- tøiet. Faderen kom til; efter denne N at ophævede han D rengenes N attevandring, for at unddrage dem Sø ren s o ver­ tro iske P aavirk n in g. Den gam le Farfad er var en g u d frygtig og gudhengiven Mand. C arl B ro sb ø ll har fortalt, hvor høitideligt det var, naar den hvidhaarede, æ rvæ rdig udseende Kæm peskikkelse reiste sig ved Bordenden og frembar B ordbøn nen . Han kaldte hver A ften Sønnesønnen C arl ind til sig, for at høre hans A ftenbøn. «Du skal takke for, hvad Du har faaet, men ikke bede om m ere,» formanede den G am le. C arl varB edstefaderens Y n d lin g ; han gav ham det betegnende N avn « S o l b a r n e t » . T il andre T id er fortalte den gam le Mand om Heden og T atern e, for hvilke han

5

næ rede en sæ regen K jæ rlighed. Han fortalte med den billedrige F a rvep ragt, med en tungsindig, sælsom V eltalen­ hed, som er egen for N aturm ennesket, der har tilb ragt sit L iv ude paa de store V idder. Denne K jæ rlighed til N aturen udøste Farfaderen for den lyttende D reng, medens B y liv e t og M enneskenes travle Fæ rd en , der nu om gav O ldingen, kun aflokkede ham et Sm il, en overlegen H ovedrysten. T il alt dette dannede Faderens kraftige L iv ssy n og Moderens kjæ rnefriske og djæ rve N atu r en sund Mod­ sætning. N aar saa Dagens A rbeide var endt, eller naar det paa nogen Maade lod sig gjøre, tyede D rengen til L eieb ib lio - thekets B ø g er, hvor C o o per og W alter S co tt udgjorde hans Yn dlinge. Med disse søgte han om H elligdagene ned til Stranden, paa hvis yderste P yn t, Skandseodden, han havde opført en Erem ithytte a f Steen og T ang. H er laa han og læste og drøm te, saae M aagerne kredse over H avet, var yd erst tilfreds, naar en lille Storm oprørte N aturen, mellem Marehalm og G y v e l, hvilke sidste voxe i sjælden F ro d ig ­ hed paa Fred ericias B astion er. Oppe paa F ab rik en s øverste L o ft, hvor der fra G lam ­ hullet var en vid U dsigt, indrettede han sig med M aatter et lignende Fristed . H er tilbragte han V interfritim er, be- skjæ ftiget paa samme V iis. Som tiaars D reng forfattede han sine første D ram aer, historiske, o verord entlig rom antiske: «T ells S k u d » , «G ravstø tten » o. s. v. E t a f disse opbevares i Cand. J. C o llin s righoldige Autografsam ling. Saa gik det til andre T id er afsted ind over Hederne, som dengang vesterpaa strakte sig i det En deløse og paa­ tvan g D rengen dens store S y n er, Ensomhed og F red , medens Faderen paa Forretn in gsreiser langsom t kjørte frem gjennem

6

de sandede S p o r, der ofte førte ind i T atern es V erden og ud mellem V esterhavets hærdede F isk ere. H er læ rte han et righ oldigt og eiendomm eligt F o lk e liv at kjende, som blev a f stor B etyd n in g for hans U d vik lin g, befrugtede D rengens Fan tasi og gjorde ham til de F o rfu lg tes og Fo rlad tes T als­ mand. 1 Fred ericias S k o le blev hans o pvakte og fædrelands- begeistrede Sin d stæ rkt p aavirket a f G ru n d tvigs og Oehlen- schlägers p atriotiske D igtning. C arl B ro sb ø lls Fæ drestad var i det H ele i religieus Henseende en stæ rkt væ k k et B y , idet den var F ristad for de forskjellige T roessecter, som paa den T id endnu ikke tillodes offentlig G u dsdyrkelse i det ø vrige R ig e. D er fandtes luthersk, reform eert og katholsk K irk e foruden Syn agogen . Sectern es fo rsk e llig arte d e K irkecerem o n iel, der alle vakte den iagttagende D rengs Interesse og Fan tasi, bidrog til at styrk e hans religieu se Fø le lse og om give den med en m ystisk N imbus. Udsprungen a f disse handlekraftige og rom antiske F o r ­ hold voxede D rengen sig stor og stæ rk med udprægede personlige Eiendomm eligheder, i nøie Slæ gtsk ab med sit Fødelan d. Barndomm ens klangfulde U rm elodier vedbleve senere at lyde for ham, de læ rte ham at sæ tte sig selv og andre ind i en Verden, hvori der er godt at væ re.

Det umulige Dampskib.

I A aret 18 2 7 blom strede i Fred ericia, som i R igets øvrige B y e r, en kjæ rnesund, karakteristisk B orgerstan d, T yp e for et nu svundet K jøbstad sliv. Hjemmet var H jem for disse M ennesker, Manden var P atriark i sit eget Huus, den Person , der styrede det Hele, en K onge i sit lille R ige. F o r h a n s B efalin g bøiede alle sig ; h a n s Raad bleve fulgte. E t kraftigt F o lk efæ rd , der beredte en sund Jordbund for den kommende S læ gt, som opdrog deres Søn ner til Mænd, D øtrene til ægte K vin d er og gav alt udenfor deres V irk e­ kreds, P o litik og V idenskab, en god Dag. E n Somm eraften skinnede Solen ned over L illebæ lt og kastede sit G u ld skjæ r hen over de smaa B ø lger, fulgte dem et S ty k k e og lyste over dem som en kjæ rlig M oder, der siger F a rv e l til sine Om givelser. M yggene summede, og Svalern e skreg i det samme friske Sp ro g som nu. F ra tysk K irk e ringede K irke klo k k en . Udefra Fæ lleden kom en laset H yrdedreng hoppende ned ad G aden, blaa om Munden af B laabæ r, og arbeidede med Iver paa en stor Skrald e. Drengen blev fulgt a f en lang R æ k k e K ø e r og K a lv e ; enhver isæ r vidste at finde og standse ved sin P o rt og hæve et gjentaget

B rø l, der skulde sige: «H er er jeg ! hvor blive 1 af, der skal lukke m ig ind?» Oppe i Solgaden kom H uusbeboerne som sæ dvan lig lidt efter lidt ud a f deres Døre efter endt D agvæ rk og toge Plads paa Bæ nken e, der vare anbragte for hver Mands Huus. Døren til det ene H jørnested gik op, og en mæ gtig Person kom til Syn e. Han blev staaende og saae sig om. Det var Jø rg e n C hristian B ro sb ø ll, en a f B yen s anseete Mænd. Han var en høi og kraftig b ygget Mand, et H oved høiere end de fleste Andre. Hans H aar var m ørkt og k røllet, hans T ræ k dybe og karakteristiske, en skarp, kroget Næ se, lynende Ø ine og brun lig H udfarve. Jø rg e n C hristian traadte altsaa med Væ rdighed ud a f sin H uusdør og tryk k ed e V o xdu gskaskjetten fast paa H ovedet. K askjetten var om givet med en G u ld sn or, der for B esku eren betød det samme som R esp e kt for B ran dvæ senets H øvding, en B estallin g, der a f Jø rgen C hristian ansaaes for uhyre vigtig. «G od A ften , B ran din sp ektø r,» lød det ovre fra G jen- boens Steenbæ nk, hvorpaa der sad en ældre Mand, klædt i en slidt F rak k e. Paa H ovedet bar han en strik k et, blaa- stribet Bom uldshue, der endte i en Sp id s og Spidsen i en Dusk. Han havde længe siddet og seet sig om til de andre tre H jørnehuse, som om han ventede N ogen. B ran din spektøren nikkede over til G jenboen og drog en mæ gtig Fyrtø n d e op a f Lomm en, slo g Ild og tændte sin M erskum spibe. Manden derovre lagde sit Hoved med den blaastribede Hue tilbage mod Muren og stirrede betænksom op i L u ften , hvilken Iagttagelse endte med, at han trak paa Sk u ld eren og skottede over til G jenboen.

9

«N aa, hvad siger saa V eiret im orgen, Jen s Sin d b erg?» spurgte Jø rgen Christian. Sin d b erg stod op og kiggede om H jørn et, hvorfra H im len viste sig i vid U dstræ kning over B yen s Huse. E fte r lidt B etæ n kning skød han Huen tilbage og sagde, som om han læste op a f en B o g : «Svalen flyver lavt, det seer mig noget dvask og muggent ud. Det b liver T aage i M orgen tid lig ; men henimod M id­ dag sprin ger hun om i N ordvest med klart V eir o. s. v.» Jen s Sin d b erg var overm aade k lo g ; der var ikke den T in g i B yen , uden at han jo vidste B esked derom . S lo g hans Spaadomm e ikke altid til, rystede han m isbilligende paa H ovedet og sagde: «D et skulde nu alligevel have væ ret T aage, som jeg m een te.» «V i skal kjøre Hø hjem imorgen og maa have godt V eir dertil,» bemæ rkede Jø rg en Christian og blæ ste store T o b ak ssk yer fra sig. «H vad er det for et Sp ektakel oppe i G ad en? D ren­ gene slaaés vist. C arl er bestem t paa Fæ rd e deroppe.» «D et kan nok ligne ham. Han b lev sk ik k et op til G ltickstadt med Assurancepolicen. 1 Stedet for at besørge sit Æ rin d e er han vel nu i K lamm eri.» « Ja , L iv er der i ham. Forled en saae jeg ham komme hjem efter en voldsom B ataille med Salom on Natans den lange Søn . Han var blodig om Næ sen og havde vist faaet m orderlig K laps. Men det er godt at prøve sig frem. Hvad har 1 ellers tænkt at gjøre ham til, naar han kommer til Sk jelsaar og A ld er?» « Ja , G ud veed det. Je g faaer aldrig nogen Fo rn ø ielse a f ham. Læ se, læse, det er hans B estillin g. Fo rgan gen Søn dag listede jeg mig efter ham for at see, hvordan han

Io

slo g bag ud med sine U gepenge. I maa vide, jeg giver hver a f D rengene to S k illin g om U g en ; de kan fornøie sig derfor eller spare dem sammen, som de selv vil. G jæ t, h vor jeg fandt ham .» «O ppe paa H usm ønningen?» «A a nei, ude paa Skandseodden, saa næ r mod Søen , som man kan komme. D er har han sam let de største Steen sammen, bygget sig en Erem ithytte, hvor der ellers aldrig kommer N ogen, tæ kket den med T an g, og der sad han indenfor, med en a f W alter Sco tts H isto rieb øger opslaaet paa Skjødet. Storm en peb hen over Sø en , og han sad og læ ste, eller han sang, saa G ud maa forbarm e sig. H eld igviis var der Ingen tilstede, som kunde høre den M usik.» « Ja , forleden var 1 vist ikke rigtig gode V enn er,» be­ mæ rkede Jen s Sin d b erg og tog Piben a f Munden for at faae L y d til en hjertelig L atter. «H vo rfo r tro er I d e t? » spurgte B ran din spektøren . « Jeres V induer stode aabne, og indenfor hørte jeg en høirøstet Stemm e, som skjæ ldte og smæ ldte.» «D er var vel G run d til det. Fo rgan gen kommer den R eisend e fra S lic k & Eckm ann i Brem en for at sæ lge mig nogle F ad e V irginieblade. Je g pleier da gjerne, naar Handelen er sluttet, — at sige til min T ilfredshed, — at traktere ham med lidt F ro k o st, ægte P o rtviin og T veb ak k er med Sm ør paa. C arl var tilstede for at sk rive Handelen og B etin ­ gelserne op. Saa siger jeg til D rengen, før den Fremm ede komm er: «N aar jeg nu ogsaa byder D ig et S ty k k e til F r o ­ kost, saa svarer Du Nei T ak . Du kan da forstaa, at T ve b ak med hollandsk O st paa ikke er for D ig, din Slu gh als.» Hvad sk eer? Den tysk e Fuldm æ gtig kom , og Fro k o sten blev

11

baaret ind. C arls Ø ine vege ikke fra Fadet. Saa siger jeg for Skam s S k y ld : « S k al Du ikke ogsaa have D ig lidt F ro k o s t, min D reng ?» « Jo T ak ,» svarer han koldblodigt og tager to a f de allerbedste S ty k k e r, uden at see i V eiret, medens han spiste. 1 kan tro, jeg gav ham et P a r Ø ine.» «Ik k e et lille S ty k k e endnu, kjæ re C a rl?» spurgte jeg, da han havde spist. « Jo T ak ,» svarer Knæ gten og tog sig to S ty k k e r til og spiste og spiste, bestandig med Ø inene mod G u lvet. K an 1 tænke Je r, hvad F y ren senere gav til U n dskyldning, Jen s Sin d b erg?» «Han var vel sulten?» «N ei, han svarede blot, da jeg trak ham ind i Kamm eret og sp u rgte, hvor han turde vove at bæ re sig saadan ad: « Je g vidste jo, jeg fik B ask for den første P o rtion , hvorfor skulde jeg saa ikke væ re frim odig og tage den anden?» Hvad der skal blive a f ham, maa G ud vide. T il Handelen har han ingen L y st, heller ikke til F a b rik e n ; deroppe sidder han og faaer M estersvenden, Søren T yv k jæ r, til at dovne og fortæ lle gam le H istorier og V iser a f de alleræ ldste, i Stedet for at arbeide. N ytte gjør han ikke for to S k illin g , al den Stund han gaaer med H ovedet fuldt a f R idd ere og R ø v ere og Sp øgelseh istorier, dem han laver K om edier af, som Mutter og jeg maa ned og see B ørnen e spille i Tørvehuset. D ren­ gene have væ ret henne og see det tysk e Sku espillerselskab B eck er, som agerer i Høirups L ade. 1 A ftes havde de lavet C o u lisser a f T ø rven e, sat L y g te r i R æ k k e foran, uglet sig ud som R idd ere, og saa sloge de saa drabelig løs paa hver­ andre, i C arls Sk u espil, til det blev A lvo r, og de laae i en

I 2

K lyn g e mellem de væ ltede T ø rvestab ler. — Je g har det fo r­ resten, S k riverie t, her i Lomm en. D et hedder « T ells Sku d » og er ik ke saa tosset endda. N u skal I høre.» «A a nei, lad m ig væ re fr i; jeg forstaaer m ig ik ke paa den Slags.» «D et er ubegribeligt, hvor K næ gten har det fra.» — Med u fo rstyrret R o bladede Jø rg en Christian i H eftet og læste op: «D et er N at. K losterb rød ren e ere sam lede til R aadslagn in g mod G eszler. N aar H ornene give G jen k lan g mellem Sch w eitz’s K lip p er, forenes H yrderne og den fornem ste Adel til vort u lyk k elige Fæ drelan ds F relse. T re S la g lyder paa K losterporten . «W e r da?» « Freu n d e des L a n d e s!» » — « Ja , det er mæ rkvæ rdigt T ø ieri,» ytrede Je n s Sin d b erg og rystede paa Hovedet. «D er hændte ellers C arl noget m æ rkeligt forgangen. Je g sendte ham silde paa A ftenen ned til Joh ann es Holst, for at tilsige ham at møde hos m ig; men D rengen gjør en A fstik k er ind paa K irkegaard en , da han saae, at K lok k eren endnu var derinde. Medens de gaaer og sn akker sammen, grib er K lo k k eren ham i Arm en og træ kker ham til Sid e fra M idtergangen, og de saae da begge T o , ganske tydeligt i T usm ørket, K irkelaagen gaae op og en sortklæ dt L ig sk are komme ind derigjennem , bæ rende en K iste, paa hvis B a g ­ smække der staaer et N avn at læse. — T o get forsvandt i K irk e n . «H vem var det?» spørger C arl. Sip ie rystede over hele K roppen og slo g K o rs for sig. «D er stod P alle L u n d paa K isten ,» hviskede han. «Men P alle er jo ikke død,» siger C arl.

1 3

«Han vil dø en a f Dagene,» svarer K lo k k ere n ; «saa- dan et L ig to g har jeg ofte seet herude mellem G ravene. Det skal aldrig slaa feil, at vi k ort efter komme til at kaste K u le for den, hvis N avn staaer paa K isten .» C arl kommer hjem og fortæ ller, hvad han saae. Palle Lund døde for tre Dage siden. — Der bliver aldrig noget a f den D reng.» Jen s Sin d b erg rystede atter eftertænksom t paa Hovedet. «D er er m eget besynderligt til i V erden,» sagde han om sid er; «men den H istorie er for R esten ikke mere ube­ grib elig, end hvad de fortæ ller om d e t S k ib derovre i Kjø- benhavn, det gaaer ved R ø g og Damp, eller hvad det nu er, og' som kommer her til os im orgen.» har jo allerede fartet længe ovre i Ø resund.» «D et er i alle T ilfæ lde en brandfarlig H istorie at faae ind i vor H avn, saa næ r under Fæ stningen. Det er m ig , som har med Ild og L y s at bestille, saa jeg maa vel bedst forstaa m ig paa den S a g ; man er da ikke B randinspektør for ingen T ing. Hvad skal disse nymodens, livsfarlige Ind­ retninger til? Handel og Sam kvem har jo bestandig gaaet overm aade vel uden dem. Varerne komme og gaae som de skal, op gjennem Holsten. Je g sender hver fjortende D ag 200 0 Pund T o b ak ned til V arde og kjører selv be­ sindigt gjennem H ederne uden Sparkem ent og Ildsfare.» Sam talen blev afbrudt, idet en lille Mand kom ilende op fra H avnen. Han bar en Tomm estok i Haanden, den han slo g ud med, efter en dyb H ilsen, som gjaldt B ran d ­ inspektøren. «D et er Slud der og O vertro altsammen.» « Je g har læ st derom i R ib e r A vis. « C a le d o n ia »

' 4

«G od A ften , Mads T h erkelsen ,» sagde Jø rg en C hristian. «H vad har I paa jeres Sam vittigh ed ? I komm er saa ilsom t.» «Brandm ajoren har vel hørt, hvad de fortæ ller nede ved H avnen? Im orgen kommer D am pskibet «D ania» hertil. H enrik M øller har maattet gjøre Plads ved B o lvæ rk et for det, og vore tre Politibetjente ere ordrede til at møde for at holde S ty r paa den Mængde, der vist vil styrte ned for at see S k ib et komme brusende og susende gjennem den vilde S ø , dreven frem a f Damp og den gloende Ild op a f S k o r ­ stenen.» «1 kan væ re ro lig , min gode B ran dm ester,» sagde Jø rg e n Christian med et spottende Sm il, «her komm er intet Dam pskib ind i vo r Havn i M orgen. Det har ikke noget at sig e ; men naar den B yfo ged sk ik k er sine Politibetjente ud, kan vi gjerne lade to lv Mand a f B ran dko rpset tilsige at stille udenfor Toldboden med B ran d sk ilte paa. Det er Je r, der staaer for T u r, vil 1 sørge for, at det skeer. O g dermed G ud befalet.» Den lille Mand gik , og Jø rgen C hristian fulgte hans Exem pel. E fte r at have reist sig blev han et Ø ieblik staaende og sm ilede over til G jenboen. « Je g skal derned og see det komme i M orgen,» sagde Jen s Sin dberg. «1 faaer ingen T in g at see. E t F a rtø i kan bevæ ges ved H jælp a f Seil og V ind, men hverken ved Ild eller Damp. Je g holder med Brandm ajoren, han er en akku rat M and,» bemæ rkede en tredie N abo, G jø rtler G røn n in g, der havde væ ret et taust og opmæ rksom t V idne til denne læ rerige Sam tale. «D et kommer alligevel. S k al vi væ dde?» «H vo rom ?»

«Om jeres brune K alv. Je g sæ tter min den sorte imod.» « L a d gaa. Jø rgen Christian er V idne. G od N at, H r. B ran din sp ektør.» Dermed gik de ind, hver til sit, og skød Sk o d for G adedøren. Næ ste Dag var der megen B evæ gelse i B yen . A lle talte om det ventede S k ib . Jørgen Christians gam le Fader rystede paa H ovedet, lukkede sig inde i sin Stue og læste i B ib elen. E fte r M iddag bevægede store Sk arer sig gjennem G adern e og drog ned til Stranden. Henad Volden, der vendte ud mod Sø en , laa Fam ilierne med B ørn og Venner, leirede i G ræ sset og stirrede ud mod H avet, hvorfra Sk ib et skulde komme. Da So len sank bag den vestre Vold, aabnedes B ran d ­ inspektørens D ør. Jø rgen Christian, fulgt' a f Hustru og fire lange D renge i stribet Lin ned støi, kom tilsyne og gik ned mod Stranden. Han var denne Dag klædt i Uniform , blaa K jo le med rød K rav e og røde O pslag, en G uldsnor om K askjetten og K aard e med forgyld t Hæfte ved Siden. Der hvilede et bestem t og høitideligt U d tryk over ham. Han hilste koldt, g ik nogle Sk rid t foran Fam ilien og holdt ikke a f, at Søn n ern e underveis kom med Spørgsm aal og B e ­ mæ rkninger. R aadstu eklokken slo g , og Ø ieblikket næ r­ mede sig. V eien foran H avnen var sort a f M ennesker, blandt hvilke B yen s tre gam le Politibetjente idag spillede en vigtig R o lle. «Inte trænge paa! — tilbage — tilbage! H r. Mads B ø d k er med Fam ilie kan gjerne blive.» Udenfor Toldbodbygningen stod efter Bestemmelse de tilsagte to lv Brandmænd opstillede med store blankpolerede

i6

B ran d sk ilte paa B ry ste t. Jø rg e n C hristian bar ogsaa sit S k ilt, lidt m indre end de A n dres, fo rgyld t og pyntet med K o n g F red erik den Sjettes N avn etræ k a f ciceleret S ø lv , en G av e og Udmæ rkelse fra K o rp set til L ø n for den store F o ræ rin g a f en to og fy rretyv e A len lang H ampeslange, som B ran din spektøren havde b ekostet og skjænket B y e n , da M agistraten væ grede sig ved at anskaffe den. R ø gen viftede hen over Havfladen langt ude paa Søen . Det var S k ib et, som man tvivled e om. Jen s Sin d b erg gik forbi B ran dvagten og pegede sm ilende ud derimod. En aandeløs Taushed hvilede o ver den store Fo rsam lin g. Jø rg en Christian havde taget Plads foran Fo lk en e. Den Næ rm este bag ham var en høi og bredskuldret Mand med sort, krøllet H aar og et langt Sk jæ g , der skjulte K ind erne og naaede ned paa B ry stet. Han bar en mørk Læ rred sko fte, hæftet om L iv e t med et B æ lte, hvori der hang en bredbladet K n iv . — G u d veed, hvad den skulde betyde. Da han søgte at trænge lidt fremad, holdt Jø rg en Christian ham tilbage og form anede ham. « B liv paa jeres Plads, F o lk ! Der skal kaldes paa Je r, hvis det behøves, som Gud fo rb yd e!» Kæm pen hilste ved at svinge den lille Hue, som skjulte hans B aghoved . D erefter udbrød han høitideligt og med en dyb Basstemm e: «H r. Brandm ajoren kan stole paa mig. Je g siger, De kan stole paa mig. Det gaaer til L iv eller til den sorte Død. Je g b liver her paa P letten.» D am pskibet næ rm er sig langsom t, majestætisk. E n L in ie a f hvidt Skum kruser sig langs med B o ven . E n sortebrun R ø g væ lter ud fra Skorsteenspiben ; derefter følger en skarp L y d , et gjennem trængende, øredøvende H vin, som giver E k k o

7

inde under Volden og forøger O verraskelse og F ry g t blandt den samm enstuvede Mængde. L id t efter lyder atter en Piben , og det umulige Dampskib glider frem, indenfor H avne­ molen mellem Seilskib en e, der flager til Æ re for deres nye Kamm erat og jublende hilser den velkommen. De anede ikke, at det var en seirende E ro b rer, der her bruste dem forbi, og som om kort T id skulde fortrænge dem fra H avne og det aabne H av, fra alle deres Enemæ rker. Kapitainen kommer tilsyn e oppe paa Kommandobroen mellem H jul­ kassern e; han hilser til begge Sider. En R æ k ke a f R eisende kigger ud over Skandseklæ dningen, og F o lk e t langs med H avnen og Volden og de nærmeste Huse bryder ud i jublende H urraraab. Det Umulige var blevet til V irkelighed. En T rosse kastes fra B orde, Fortøiningen er i Orden, Land- gan gsbræ dtet hales ud, Passagererne gaae i Land — R eisen er fuldbragt. Da R eisego dset var fra B orde, gik Jørgen Christian langsom t og væ rdigt hen til Dampskibet og hilste paa K a p i­ tainen. « Je g er B randinspektøren her,» udbrød han med E fter­ tryk paa O rdene, «og har at paasee, at man gaaer forsigtig tilvæ rk s med farlige og let antændelige Sager indenfor Fæ stningens Volde. A lt er vel i Orden ombord hos Dem? — ingen F a re for Ild og L y s? » «N ei, saa min Sjæ l, om der e r!» svarede K apitainen med et blidt Sm il. «H r. B randinspektøren kan da nok be­ grib e, at vi hverken har L y s t til at lade os svies eller steges her ombord. I maa gjerne besee M askineriet og forvisse Je r om, at det Hele gaaer lovform eligt til.» Jø rg e n Christian betænkte sig et Ø ieblik, vinkede der­ efter til B randm ester Therkelsen om at ledsage ham og gik 2

saa ombord med faste S k rid t, som en Mand, der giver sig G ud i Vold. Han lod sig føre om kring mellem M askinerne, dem han eftersaae med en Kjenders kyndige M ine, nikkede a f og til bifald end e; Therkelsen ligesaa. Det eneste, denne fandt at udsætte paa den hele Mekanism e var, at der behøvedes F y r ­ sted ombord. Da Jø rgen Christian atter steg op paa Dæ kket sammen med K ap itain en , saae han tilbage, ind paa L and , hvor hans H ustru og de fire lange D renge stode opstillede. «K om kun næ rm ere, U rsu la!» raabte han og vinkede med Haanden over mod Fam ilien. «1 skal ikke væ re bange. Je g er her jo.» T illadelsen blev benyttet, og ubemæ rket listede G jenbo Jen s Sin d b erg og G jø rtler G røn n in g sig ogsaa fremad, saa nær som muligt og lyttede til, hvad der b lev sagt. «K an 1 saa see, G jø rtler G røn n in g,» sagde S in d b erg; «B ran dinspektøren fik alligevel ik ke R et. D e t S k ib kom jo ganske net i H avn. Det koster Je r en K a lv .» G røn n in g trak Ø ienbrynene i V eiret. « Ja vel kom det i H avn,» svarede han, «men hverken ved Damp eller R ø g , som 1 paastod. N ei, Kjøbm and S in d ­ b erg! S ee, derovre kvalm er nu den sorte R ø g op a f H yrups Sk o rsteen . T ro e r I, Huset giver sig til at galoppere afsted a f den G ru n d ? Det er ved H julene det gaaer, min F a e r! T ag dem væ k , saa skal 1 see, hvor langt K assen komm er.» B egge de sk ik k elige B o rgere beholdt hver sin M ening og sin K alv. Dermed blev Sagen staaende. De skiltes som U venner. Da Jø rg e n Christian lidt efter begav sig hjem til Sol-

19

gaden, sagde han underveis til sin ældste Søn C arl, der nu g ik ved hans S id e : «H ørte Du, hvor jeg smurte den S k ib sk a p ita in ?» Udenfor Huusdøren sad den gam le Farfad er i A ftensolen og snittede Pinde til T obaksrullerne. Svalen kredsede endnu i Lu ften , K væ get drev frem gjennem G aden, H yrdedrengen svingede sin Sk rald e, et gammelt Fredens B illede i M o d -. sæ tning til det nye, larmende Sku espil i H avnen. Da Jørgen Christian kom forbi den G am le, tog han æ rbødig K askjetten af, og fortalte om det M æ rkvæ rdige, han havde maattet op­ leve. Den G am le lyttede hovedrystende til med et vantro Sm il og snittede videre. «Dersom F a rtø iet ikke laa dernede i H avnen, og jeg ikke med egne Ø ine havde seet den hele Frem gangsm aade, vilde jeg have forsvoret, at de vovede sig ud paa det aabne H av, her til Fred erits, med en saadan Spillevæ rksskud e. A t den kan klare sig ovre i Renderne ved Kjøbenhavn, har jeg aldrig b etvivlet,» ytrede Brandinspektøren med overlegen R o og traadte ind i sit Huus. Den gam le Farfad er sagde: «A lt dette huer m ig ikke. Læ g nu Mæ rke til, hvad jeg spaaer. H er vil spørges U lyk k er efter dette. De brænder en Dag B y og Hjem over H ovedet paa os.» L ille C arl tog Mod til sig og ytrede bestem t: « Je g vil væ re Søm and og gaae Jord en rundt med Damp.» Farfaderen fik maaske R et. Dampen kom , trængte frem overalt og seirede. Den vendte op og ned paa det Bestaaende, udvidede H orizonten og Hjemmets snæ vre K reds. Idag ombølger den alle F o lk eslag, danner en stor Fam ilie a f Svæ rm en, en Fam ilie fuld a f Strid og Rastløshed, Slid og Brødnid.

Frederik den Syvende i Fredericia.

H v o rfo r tog K ronprind sen , senere vo r fo lk elige K o n g e, Ophold i F red ericia? Ja , derom kunde fortæ lles meget, R y g te r og sletlavede H isto rier deriblandt, som ikke har den ringeste B etyd n in g. E n R eg n d ag 18 3 4 læ gger et D am pskib til indenfor H avnem olen. L and gan gsbroen skydes ud, og i Land stiger en H erre, indhyllet i en R ytterk ap p e og fulgt a f to K avallerer, K ap itain Irm inger og H olstein. F o lk stim ier samm en: en vis Taushed hviler o ver de blandede R æ k k e r, som har dannet sig nede fra H avnen op imod G en eral C asto n iers B o lig , hvori alt var om form et og indrettet for den kongelige G jæ st. K ronprind sen s A n sigt var tiltalende. Han hilste venligt, naar N ogen tog Hat eller Hue af, idet han gik ham forbi. Han saae sig om og underholdt sig med de to K avallerer, der fra nu a f skulde væ re hans Adjutanter og indberette, hvorledes alt forholdt sig ovre i den gam le Fæ stn in g. Oppe ved Volden, der dannede Indgang til B yen , stod en A fdelin g a f fyn sk Infanteriregim ent, hvis Komm ando Prindsen siden skulde overtage. Sold atern e præ senterede, den gam le,

2 I

sønderrevne Regim entsfane var udfoldet, og Paradem arschen lød i al sin Skjønhed. L id t nærm ere Palæ et havde en gammel Mand med hvide Haar trængt sig frem foran alle de ø vrige T ilsku ere. Han holdt en falmet Soldaterhue i Haanden, støttede sig til en ty k S to k og lod et T ræ been tilsyn e hver G an g han bevægede sig eller søgte en bekvemmere Stillin g. Da Prindsen og hans Selsk ab kom forbi, hævede Invaliden sin Hue, svingede den rundt og udbrød i et gjennem trængende H urra, som Mængden om kring ham var meget tilb øielig og redebon til at istemme. Prindsen sm ilede og standsede foran den G am le. «H vordan er Du kommen saadan til Sk ad e?» udbrød han og pegede paa Mandens Træ been. «Oppe under Sam sø,» svarede Invaliden med en Stemm e, som kostede langt større M øie at faae frem end det n ylig ud­ bragte H urraraab. «V i stødte paa en a f disse gudsforgaaende, engelske K ryd se re og kløede strax paa ham, med R esp e kt at sige. Han snakkede igjen, det A sen, og saa blev vi ved at klaske og baske paa, til han rendte B agdelen imod os, og jeg fik mit ene B een skam filet, med R esp ekt at melde.» «Idag tager jeg min Hat a f for D ig,» sagde K ron- prindsen og rakte den gam le Mand sin Haand. «Im orgen skal Du komme op til mig og fortæ lle mere om dine K rig s­ bedrifter.» — D erefter gik han videre. Det var den første Hændelse, hvormed den vordende K o n ge skaffede sig Fo lk ets H engivenhed og vedvarende K jæ r- lighed. H istorien med den gam le Invalid, saa ubetydelig den end var, blev Dagen efter fortalt overalt i B yen . «Tæ nk Je r,» hed det, «K ronprindsen har taget sin Hue a f for gam le Fon tesant.» I Palæ et var der Fest. B yen s fornem ste Embedsmænd

22

sam ledes til Presentation inde i den store Sal. Udenfor pla­ skede R egnen . B yfo gd en , K an celliraad R ah b ek , var F ø rste ­ m and; saa kom dansk-, tysk- og reform ert P ræ st Schiern ing, Meden og Stahlsm ith. D erefter en Uendelighed a f B yraad et, Chefen for B o rg e r­ væ bningen, A p otheker H onoré, Chefen for det ridende K o rp s, P alle L u nd, klædt i lysegul T rø ie, blaa B en klæ der og en Hjælm med H estehaars B u sk , der ligesom H ektors « væ ldig nikkede fo roven ». Chefen for det mæ gtige B ran d k o rps var derimod ikke tilstede. Han blev tilsagt saa seent, n atu rligviis a f M alice, at han ikke kunde faae Uniform og ø vrige N ød­ vendigheder fæ rdige, hvilket satte ham i en saa utilfreds Stem ning lang T id efter, at han ikke gjerne deeltog i Sam ­ tale om den aldeles u skyldige K ronprind s og hilste noget trevent, naar de mødtes paa G aden. — Saa g ik T iden, ens­ form ig og kjedelig i den gam le Fæ stn in g, isæ r for K ron- prindsen, som n ylig var vendt hjem fra en lille L y sttu r op til Fæ rø ern e og Island. B yen tilbød ikke mange A dspredelser. K ronprindsen exercerede med Sold atern e ude paa Fæ lled en, red igjennem G adern e paa sin hvide H est, nikkede op til de sm ukke Dam er i V induerne, hilste ven lig alle dem, han kjendte og kom forbi underveis, og tilbragte en Deel a f D agen sammen med de unge O fficerer i den m ilitæ re K lu b , hvortil B o rgern e ikke havde nogen velseet A dgang. En Form idd ag kom Tømmer- og Brandm ester Therkelsen galopperende gjennem Solgaden , standsede og drog V eiret udenfor Bran din spektøren s D ør, før han lukkede op og sty r­ tede ind i K o n to ret. « Je g kommer æ rbødigst til H r. Inspektøren for at spørge Dem , om De har væ ret nede og seet, hvad de gale M ennesker tage sig for paa Hornem ans E n g, udenfor Prindsens P alæ ?»

2?

«N e i,» svarede den T iltalte ; «hvad har jeg med Horne- mans E n g at bestille?» « Jo , undskyld, det har De netop, fordi De er en Mand, der passer Deres K ram og vogter vor B y for u lo vlig Om­ gang med Ild og L y s . Det er noksom bekjendt.» «H vad bestille de da nede paa Hornemans E n g ?» spurgte B randinspektøren. «D e smøre Stillad ser op, fordi der skal væ re F y rvæ rk e ri iaften med S o l og Maane og mange delikate Stjerner. Tømm erm ester D rabolt har sine Sven de dernede, og de reise Fæ le og B u k k e og K rim skram s, hvorfra R akettern e skal futtes a f — som om m in e Sven de ikke kunde gjøre, hvad der forlanges. Je g har dog altid før havt A rbeidet paa P a ­ læet.» «N aa, saa de skal have F y rvæ rk eri,» sagde Inspektøren og lagde den B o g bort, han n ylig læste i, h vorefter han gik op og ned ad G u lvet. «D et bliver der ingenting af.» «N ei, jeg tænkte det nok. K rudttaarnet ligger jo lige over for E n gen ,» sagde den uegennyttige Tømm erm ester i en blid T one. «G udfader fri os, hvis en a f disse Bran dstokke fik L y st til at dratte ned over T aget. Je g har sagt dem min M ening; men det fo rslog ikke.» « Saa maa je g vel ned og sige dem m in ,» ytrede B ran d ­ inspektøren. « L ad os see, hvordan det F y rvæ rk eri spænder af _ De fo rstyrrer mig ellers, Brandm ester. Je g sadjust og læste i en B o g , som D rengen har skrevet, og somhan sender m ig ovre fra Kjøbenhavn. Hvad synes De?> « Ja , det er en høist mæ rkvæ rdig S a g ,» bemæ rkede Tømmermanden og rørte forsigtigt ved Bogen . «M æ rkvæ rdig? N ei, det er blot dumt, mener jeg. S k ri\e en B o g om sin egen Fø d eb y. — O g hvad er det saa? —

24

noget samm enkludret Sn ak , som vo r A rb eider, Sø ren T yv - kjasr, har krammet ud, naar de om A ftenen sad og skar Pin de til T obakken . D er er ik k e et æ rligt og sandfæ rdigt N avn i hele Stadsen, altsammen forvansket. — Je g har sendt ham B re v paa B re v over, at han skulde lade det S k riv e ri fare — hvad n ytter det?. Je g har holdt ham hans F e il for og spurgt ham, hvad han nu vilde leve af, naar han blev fæ rdig med at fortæ lle det, han vidste. Han sm ilede kun ad mine Form an in ger. Saadan er den D reng! — K om og lad os gaae ned til Hornem ans E n g. H ar Tømm erm ester Dra- bolts F o lk bygget deres Stillad ser, kan det gjerne væ re Deres F o lk , der komm e til at rive dem ned igjen.» « Ja nok,» nikkede Therkelsen tilfreds. E fte r disse B em æ rkn in ger gik de ud paa E n gen , hvor A rb eidet endnu var i fuld G an g. B ran din spektøren s Komm e standsede Fo rretn in gen en Stund. «H vad er det, her gaaer for sig ?» spurgte han med en m yndig R ø st. «H ans kongelige Høihed skal have sig et kleine F y r ­ væ rkeri iaften,» svarede Fo lk en e. « S aa, skal han det? Je g er bange for, at der ikke b liver noget a f det F y rvæ rk e ri.» «H v o rfo r tro er De det?» spurgte en blød og venlig Stemm e fra en Mand, som kom tilstede og hilste. Det var en a f K ronprindsen s Adjutanter, K apitain Irm inger, der under sit Ophold i F red ericia vandt en fuldstændig Sym - Pathi hos A lle, en fiin og kundskabsrig Person lighed, som forstod at mildne eller dølge, hvad han blev V idne til og ik ke syntes om hos den, han, saa at sige, var sat til V o gter for. N o k sagt, det var en Mand, som kun kjendte det R e t

25

skafne og Hæderlige, et V idnesbyrd, der er bleven bekræ ftet a f E n h ver, han kom i Forbin delse med. «H vo rfo r mener Hr. B randinspektøren, at der ikke bliver noget a f vort præ gtige F y rvæ rk e ri iaften?» gjentog han. «H ans kongelige Høihed sæ tter saa stor P riis derpaa.» «D et er paa det Strengeste forbudt A lle og En hver indenfor Fæ stningens Volde at afbræ nde K ru dt eller stikke Ild paa nogetsomhelst brændbart S to f uden først derom at gjøre fornøden Anm eldelse og erhverve Tilladelse hos B ran d­ inspektøren, hvilken da har at holde Sprøitehuset aabent og kalde saa stort M andskab sammen, som findes nødvendigt til Vagt ved Slan ge og Sp rø ite.» «H ans kongelige Høihed vil blive meget bedrøvet over Iagttagelsen a f denne L o v ,» sagde Irm inger. «Det er muligt. Je g er blot ikke blevet bekjendt med nogen Anm eldelse om Deres F y rvæ rk eri iaften. Je g har heller ikke den Æ r e at kjende det ringeste til Hans konge­ lige Høihed, men hører blot T ale om hans Elskvæ rdighed, at han med sin V isit har hædret B yfogd en , K ancelliraad R ahbek og Komm andanten lo r de gule R y ttere og Apotheker H onoré, C h ef for B orgervæ b n in gen , samt andre jæ vne B o rg er­ folk, m ig alene undtaget. Han lader Musiken, naar V agt­ paraden træ k k er op, blæse udenfor deres H use; ligesaa om Aftenen, naar de tromme den østerrigske Tappenstreg. Mit Huus derimod gaae de lydløst forbi, som om de listede a f med en L ig k iste . Men jeg finder mig i det, formedelst jeg, som sagt, ikke har den Æ r e at kjende Hans kongelige Høihed.» « Ja , deri tager De fuldstændig feil,» bemærkede Irm inger sm ilende. «Prin dsen længes tvæ rtim od efter at gjøre Hr. B ran d­ inspektørens Bekjendtskab. Det er ikke længere siden end

26

igaar, da Justitsraad D ræ by ved M iddagstaflet fortalte om den ridderlige og overlegne Maade, paa hvilken Inspektøren hand­ lede i en M eningsforskjellighed mellem Dem og B yen s eligerede B o rg e re angaaende en to og fy rretyv e A lens H ampeslange, som De manglede til Deres S p rø ite — to og fyrre tyv e A len.» «N aa! H ar De ogsaa hørt T ale derom ?» sagde den Anden, idet hans strenge og barske A n sigt forskjønnedes a f et blidt og venligt Sm il. « Ja , hvad skulde jeg gjø re? Der fandtes ikke en æ rlig Slan ge til alle vore Sp rø iter. Saa be­ stilte jeg en ny i H am borg. Slangen kom , R egningen o gsaa; men de H errer paa R aadstuen væ grede sig ved at betale den, det jeg da selv gjorde, og derefter kaldtes M andskabet til P rø ve udenfor deres V induer paa Raadhuuspladsen — ud­ mæ rket, fortræ ffeligt! F o lk stod og jublede og gjorde et Sp ek tak el, som om vi havde B arn i K irk e .» « Ja , netop saaledes blev der fortalt ved M iddagsbordet, og K ronprindsen morede sig og forsikrede, at han en a f de næ rm este Dage vilde komme og hilse paa Dem og gjøre Deres Bekjendtskab. A f den A arsag haaber jeg, De tilgiver min Fo rseelse, at jeg ikke meldte Dem vo r lille F est iaften. V eiret er jo ganske stille.» « Ja vist er det,» svarede B ran din spektøren , idet han vædede sin F in g e r og holdt den op foran sig. «Vinden bæ rer østerpaa, ud over Søen . D er kan ikke væ re nogen F a re paa Fæ rd e, hverken for Krudtkamm eret eller P rovian t- gaarden, saalæ nge den Vind varer. 1 G uds N avn, hold da Deres F y rvæ rk e ri, men med Fo rsigtigh ed. Je g skal lade F o lk tilsige til Møde ved Sprøitehu set og sk ik k e Dem et paalideligt Mandskab herned paa En gen. E r H r. Kapitainen saa tilfred s?» Irm inger sm ilede og gjorde en ven lig H ilsen, den Jø rgen

27

Christian gjengjæ ldte ved at tage sin guldtressede Hue af, slaae ud med Haanden og vin ke ad Brandm ester Therkelsen, som utaalm odig stod og ventede paa at faae O rdre til at rive hele Stadsen ned. Inspektøren forklarede ham, at der ikke blev nogen N edbrydning a f de opstillede B jæ lk er og Læ gter idag. V eiret var jo stille, og Vinden bar ud mod Havet. En Dag red K ronprindsen gjennem G aderne ud til E xer- ceerpladsen. Det regnede og blæ ste stæ rk t; men det brød den kongelige H erre sig ikke synderligt om. Han sad ind­ svøbt i en V oxdu gs K ap pe og lod den hvide Hest gaae Sk rid t for S k rid t, medens han nikkede og hilste næsten En hver, han kom forbi. N u kjendte han jo Alle. Ude paa Fæ lleden lod Mandskabet heller ikke til at bryde sig syn derligt om U veiret. Øvelsen blev fortsat. Menige og O fficerer vadede trøstigt hen over den vaade Leerbund. Prindsen stod a f udenfor M arketenderkonens V ogn, hvori Ma­ damen sad, lidt blaalig a f K ulde og indsvøbt i et hjemme­ strikket U ldtørklæ de. Den kongelige Prinds gik ned til S o l­ daterne. Hans trofaste Hest saae om efter ham, rystede den sletbundne T ø ile løs og fulgte langsom t og høitideligt sin H erre, S k rid t for S k rid t, standsede, naar han stod stille, det var den saa vant til. Den ikke blot fulgte efter, men naar de bleve staaende, lagde Hesten sit Hoved ned paa Prindsens Skulder. En D ag følte den L y st til at gjøre et mere intimt B esøg. Den slog sig løs i G aarden og spaserede langsom t og selvb evidst op ad alle T rapper, ind i Spisestuen, hvoi Prindsen og hans G jæ ster sade ved Frokostbordet. Idag var der Andet end den tro Hest, som paakaldte Rytteren s Opmærksomhed. Han var ikke ret tilfreds med Rekrutternes

E xercits.

28

«H vordan er det, Du holder D ig?» sagde han til en lille, tladbrystet R ek ru t, med ludende H oved, «og hvordan er det, Du bæ rer dit G e v æ r? Det seer jo ud, som om det skulde dratte fra D ig. — Op med H oved et! B øssen ind mod Sk u ld eren ! Du holder jo ikke F o d sk ifte med de A n dre! — Ja , Du seer saa vist paa m ig. Hid med G evæ r og P atro n ­ taske, saa skal jeg vise D ig, hvad jeg mener.» Soldaten stirrede forbauset paa Prindsen , men adlød O rdren til Fo ru n d rin g for den hele L in ie . Prindsen modtog G e væ r og Patron taske og stillede sig i G eled med de Andre. «B eh ag saa at kommandere, H r. L ieuten an t T ran e, — giv D u A gt, Sold at, hvordan Du skal bære D ig ad.» T rane sm ilede, kommanderede, og Prindsen gjorde hele E xercitsen med, saa nøiagtig og fuldendt, som den bedste Læ rem ester og til stor Fo rb au selse for de Næ rm este om­ krin g ham. «H an er syg,» hviskede en Sidem and. «D et burde han have meldt i M orges,» sagde P rin d sen ; «men det skal vi nok faae rettet.» Da der blev gjort H vil, gik Prindsen hen til Soldaten , som nu sad og krøb sammen paa en T ræ bæ n k, ligbleg og rystende. «H vad feiler D u?» spurgte Prindsen. «A a, de æ kon Skaen . A duer it te aa væ r Sold aat.» «H vo rfo r meldte Du D ig ikke syg im orges?» «D e v o v a e t; saa grien t di anner jo a mæ.» «H vad fattes Du?» «A veed et it. De sedder her for mi B rø st, gjør det, aa somstid kommer der B lod mæ, naar a drager mit V eir.» « Stakk els F y r ! hvorlæ nge har Du baaret paa den S v a g ­ hed?»

29

«Siden sidst L ø v erd av , da vi sku spring over æ Hæst, nier i æ Exerceerhu us. A faldt aa slou mæ, aa de æ bleven skidt sidden.» «N u skal jeg sige D ig noget,» sagde Prindsen og lagde Haanden paa den rystende Soldats Skulder. «Du lister nu hjem og det strax. Din Officer tillader det vist, naar jeg beder ham derom .» «D e trouer a m æ ,» ytrede Soldaten med et tilfreds Sm il. « Saa gaaer Du i Sen g og faaer en a f Folken e, Du ligger i K varteer hos, til at løbe efter D oktor N ielsen. I kan hilse fra mig. S iig , han skal strax see ind til D ig, og imorgen skal han komme ned og fortæ lle, hvordan det er med Dig. Har Du forstaaet m ig?» « Ja , de haar a,» svarede Soldaten sjæ leglad; «men de sejer a, te a ve føst ha mi B øs aa mi T ask, som a laant ham, ejsen foer a U free mæ vo r Siersant. Han æ slem strix i det.» Prindsen og Lieutenan t T rane lo. L id t efter spaserede den S y g e hjem fra Exerceerplad sen, kroget og sammenbøiet, langsom t og vaklende, med Bøssen under Armen, saa lidt m ilitairisk som muligt. Den hvide H est havde overvæ ret A lt hvad der gik foi sig. Den vrinskede nu gjentagne G ange for at gjøre sin H erre opmæ rksom paa, at nu var det vist paa Tiden, de vendte hjem igjen, og Prindsen adlød. F o r Sø en næ rede K ronprinds Fred erik stor Interesse. Nede i H avnen laa en solid og sirlig Baad til hans Tjeneste. Med den tog han over til Strib og M iddelfart; besøgte af og til G revsk ab et paa R o sen vo ld. V eiret skræmmede ham aldrig. Han drog ud i M agsveir eller under en Storm , naai

3 °

Sø en i store R u llin ger pressede ind fra K attegat, og F æ rg e ­ manden og de gam le F isk e re rystede paa H ovedet og raadede ham til at blive hjemme. Som B istand i enhver a f disse Udflugter havde Prindsen et ungt M enneske, P o u l M ikkelsen, tro er jeg, han hed, og til hvem B ekjend tskabet blev sluttet paa følgende M aade: Prinds F red erik gik en D ag ned til Stranden o ver paa H avnem olen, hvorfra en K astevin d tog hans Hue med sig og førte den ud i Søen . P o u l, som saae det, trak uden B etæ n kning sin K o fte a f og sprang i Vandet. Han var en udmæ rket Svømm er, den samme P o u l, bjergede med Lethed K askjetten, gjorde derefter en vid tlø ftig S v in g ­ ning om kring H avnem olen, stod paa H ovedet og slog K o l- bytter, svømmede paa R yggen og under Vandet, før han søgte Land, rystede sig som en Puddelhund og med en dyb H ilsen leverede den frelste Hue tilbage. Det var Indledningen til et B ekjendtskab, som gjorde, at Prindsen fra nu a f ikke gik til Sø es, uden at P o u l M ikkelsen fulgte med. Prindsen sad til R o rs; Poul laa forude paa en a f T oftern e, passede F o k k en og fortalte underveis en ustand­ selig Mængde morsomme, undertiden selvlavede H istorier, ledsagede a f G rim acer og et fordreiet Mæle, som behagede hans T ilhører. Bekjendtskabet blev til F o rtro ligh ed ; den unge F isk e r steg i sin H erres G u nst, fik sirlige, nye K læ d er, ud­ mæ rket god L ø n , spiste, naar de vare ude, a f Prindsens Mad, drak a f Prindsens B æ ger og indfandt sig tilsidst hver M orgen oppe paa Palæ et for at høre, om Hans kongelige Høihed ikke skulde have L y s t til en lille S v ip tu r ad H orsens eller B ogen se til. V eiret var idag saa udmæ rket, saa sjældent godt. Den sidste F o rsik rin g blev stadig gjentaget, og Prindsen stoppede sin store M erskum spibe, tog R egn koften paa og seilede bort, uden at agte paa Jø rgen Fæ rgem and og de