CarlEtlarsMinder

«Om jeres brune K alv. Je g sæ tter min den sorte imod.» « L a d gaa. Jø rgen Christian er V idne. G od N at, H r. B ran din sp ektør.» Dermed gik de ind, hver til sit, og skød Sk o d for G adedøren. Næ ste Dag var der megen B evæ gelse i B yen . A lle talte om det ventede S k ib . Jørgen Christians gam le Fader rystede paa H ovedet, lukkede sig inde i sin Stue og læste i B ib elen. E fte r M iddag bevægede store Sk arer sig gjennem G adern e og drog ned til Stranden. Henad Volden, der vendte ud mod Sø en , laa Fam ilierne med B ørn og Venner, leirede i G ræ sset og stirrede ud mod H avet, hvorfra Sk ib et skulde komme. Da So len sank bag den vestre Vold, aabnedes B ran d ­ inspektørens D ør. Jø rgen Christian, fulgt' a f Hustru og fire lange D renge i stribet Lin ned støi, kom tilsyne og gik ned mod Stranden. Han var denne Dag klædt i Uniform , blaa K jo le med rød K rav e og røde O pslag, en G uldsnor om K askjetten og K aard e med forgyld t Hæfte ved Siden. Der hvilede et bestem t og høitideligt U d tryk over ham. Han hilste koldt, g ik nogle Sk rid t foran Fam ilien og holdt ikke a f, at Søn n ern e underveis kom med Spørgsm aal og B e ­ mæ rkninger. R aadstu eklokken slo g , og Ø ieblikket næ r­ mede sig. V eien foran H avnen var sort a f M ennesker, blandt hvilke B yen s tre gam le Politibetjente idag spillede en vigtig R o lle. «Inte trænge paa! — tilbage — tilbage! H r. Mads B ø d k er med Fam ilie kan gjerne blive.» Udenfor Toldbodbygningen stod efter Bestemmelse de tilsagte to lv Brandmænd opstillede med store blankpolerede