BorgerIDetGamleKøbenhavn2_1969
ligheder, forbeholdt de mere velha vende, udviklede sig i sidste halvdel af 1800-tallet det, man kalder klun ke stilen, ja, man går så vidt, at peri oden ofte kaldes klunketiden. Det typiske for denne boligstil var en udbredt anvendelse af uld. Uld garn flettet til snore, kvaster og de små frynser, man kaldte klunker. Store uldtæpper på bordene, blødt plysbetræk på møblerne, tunge por tierer i døråbningerne og tykke lag af forskellige gardiner, ophængt i kunstfærdige draperier, som skulle virke dekorativt, men som også dæmpede dagslyset. Oprindelsen til denne særprægede stil kan føres tilbage til Europas nære kontakt med Orienten. Orien tens mangel på træ medførte, at møbleringen hovedsagelig bestod af puder, divaner og ottomaner - be tegnelserne er endda arabiske - der var beklædt med bløde, vævede stof fer. Det skabte mode i Paris, hvorfra den strålede videre ud, også til Dan mark. Her gik man imidlertid den mellemvej at bevare træmøblerne, som man overtrak med klæde og
kantede med dekorative dippedutter af enhver slags. Husmødrene frem stillede selv disse klunker som hånd arbejde, og mangt et tarveligt lille fyrretræsbord blev gjort ukendeligt i sin klunkedragt. Hjemmelivet blomstrede op; man hyggede sig. Belysning og opvarm ning var teknisk lettere nu med gas og koks; men brændsel var dyrt, og det meget uldtøj i de store, højlofte- de stuer hjalp til at holde på varmen. Man beskyttede sig mod mørket og kulden udenfor bag det tætte lag gardiner. I nogle af disse hjem vidste man udmærket, at der var stor social ulig hed i samfundet. Man vidste, at der var mørke, triste sidegader, hvor folk var stuvet sammen i store kaserner. Man skuttede sig - og trak gardiner ne lidt tættere for. En herskabslejlighed i »klunke tiden« var efter nutidens målestok vældig stor og upraktisk. Fra den brede trappe med lyd dæmpende løber, matterede ruder, som hindrede udsyn til en prosaisk gårdsplads, og taburetter af støbe jern på afsatserne, nåede man den
29
Made with FlippingBook