BorgerIDetGamleKøbenhavn2_1969
tæt som folk boede sammen, og dår lig ernæring nedbrød modstands kraften. Den store kolera-epidemi i 1853, som gik hårdest ud over mennesker under dårlige boligforhold, fik myn dighederne til at forstå, at sådan kunne det ikke blive ved med at gå. Man søgte nye veje for at skaffe bedre boliger til de lavest lønnede. I 1857 opførtes i et landligt kvarter på Østerbro Lægeforeningens Boliger. Det var en rækkehusbebyggelse med plads mellem bygningerne til lys, luft, træer og planter. Rækkehustanken blev i 1870’erne videreført i Arbejdernes Byggefore nings boliger mellem Farimagsvejen og Sortedamssø, populært kaldt »Kartoffelrækkerne«. De var dog for de mere velbeslåede blandt arbej derne. Villaer kendte man praktisk talt ikke, før man på Frederiksberg og Østerbro opførte en del villaer i 1860 ’erne. Først i 1900 -tallet slog denne boligform for alvor igennem. Den almindeligste bolig var lejlig heden; dens beliggenhed og størrelse bestemte huslejen. I datidens store lej
Møblementet var sparsomt. Et tar veligt bord og nogle medtagne stole, købt hos marskandiseren for små penge, var det væsentlige. Havde man ikke senge, redte man op i et hjørne med madrasserne direkte på gulvet. En række søm i væggen var den ' form for garderobeskabe, de fleste kunne overkomme. Rotteplagen var ufattelig i de dår ligste af boligerne. Alt spiseligt måt te om natten hænges ned i snore fra loftet, ellers havde rotterne ædt det næste morgen. Det var heller ikke usædvanligt, at småbørn blev angre bet og forbidt af rotterne, hvis over vældende antal gjorde en udryddelse så godt som umulig. Det siger sig selv, at den del af befolkningen, der levede under så danne boligforhold, blev forrået. Drikfældighed var almindelig, og slagsmål hørte til dagens orden. De børn, der voksede op i dette miljø, skulle være usædvanlig robuste for ikke at tage sjælelig skade for resten af livet. Epidemiske sygdomme havde en fantastisk grobund i sådanne bolig forhold. Smitte var uundgåelig, så
28
Made with FlippingBook