BorchsKollegiums_1889

Borchs kollegiums historie.

4 5

programma funebre hedder det, at alumnerne var henrykte over Vinding, fordi han altid med største iver ikke blot tog sig af kollegiets regnskab, men også af deres ve og vel. Som for­ holdene var, måtte eforus til dels være alumnernes vejleder, og hans filologiske dygtighed kunde komme mange til gode; men også på anden måde har han været alumnerne til hjælp, således måske i vanskelige tider med penge, da han var en velhavende mand. — Efter hans død d. 27. Marts 171 2 valgte Konsistorium énstemmig d. 23. Apr. etatsråd Caspar Bartholin (d. yngre) til eforus. Også dette valg var i mange måder heldigt. Bartholin var i besiddelse af fremragende videnskabelig dygtighed; før han var fyldt 20 år, var han bleven udnævnt til professor philosophiæ; men efter sin faders, Thomas Bartholins død (1680) kom han ind i det lægevidenskabelige fakultet, hvor han havde sit egenlige område; som anatom og fysiolog har han vundet sin største berømmelse. Men ved siden af havde han mange andre forret­ ninger, som måtte skade hans professorvirksomhed. Her sigtes ikke til hans stilling som bibliothekar; ti den skal han have forsømt. Men det gik ham som Ole Rømer: regeringen op­ dagede hans sjældne praktiske ævner og administrative bega­ velse og benyttede ham stærkt på områder, der lå hans egen­ lige kald fjærnt. Bartholin blev først ligesom mange andre professorer — således Borch og Vinding — højesteretsassessor (1691), og 1 71 9 fik han desuden det ansete og anstrængende embede som generalprokurør. F ra etatsråd blev han konferens­ råd, han blev deputeret for finanserne (1724), ja fem år efter endog smykket med det hvide bånd, der endnu aldrig var givet nogen borgerlig, og i begyndelsen af Kristian V is styrelse op­ højet i adelsstanden (f 1 1 . Juni 1738) Det er ufatteligt, hvor­ ledes Bartholin skulde have kunnet overkomme sine mange forskelligartede pligter, der sikkert lå langt over det dygtigste menneskes kræfter. Hans akademiske hverv er da også bievne forsømte. Derover ankedes der i en anonym klage — efter overleveringen af Thomas v. Westen —, indleveret til geheime- konseillet 1707; mens Vinding kun får ros, beskyldes Bartholin