BorchsKollegiums_1889

Sokrates’s anklager.

297

fon ikke kendte og ikke kunde kende noget til Meletos’s anklage­ tale, da denne ikke var udgivet. — Ved forste ojekast synes disse argumenter ret tiltalende. Imidlertid mener jeg, at man ikke har tænkt sagen rigtig igennem, men ladet sig noje med denne kombination uden at drage alle de konsekvenser, der vilde følge af den antagelse, at det er Polykrates, hvis ord Xenofon imødegår. For jeg går over til at vise disses urimelig­ hed, må vi dog se lidt på selve beviserne. At de anførte ord har stået i Polykrates’s anklage, kan der ikke være nogen tvivl om. Men når man påstår, at der i Platons Apologi, uagtet Platon var tilstede ved retssagen (p. 34 a), ikke med et ord sigtes til sådanne beskyldninger, og at dette er et bevis på, at de ikke kan hidrøre fra Meletos, så må der dog gores indsigelse herimod. Breitenbach undgår på dette punkt meget let sine modstandere ved at tiltræde den af mange nærede anskuelse, at Apologien er et rent platonisk værk lige­ som dialogerne, kun bygget over sokratiske motiver. Den ud­ vej står imidlertid ikke åben for mig, da alt, hvad jeg hidtil har iagttaget, snarere har bragt mig til at tro, at Apologien er, hvad i al fald oldtiden vilde kalde et referat af Sokrates’s tale for retten. Betragter man skriftet fra dette synspunkt, kan man ganske vist vente at finde de omtalte beskyldninger b e- r o r t e deri, men heller ikke mere, pa grund af den made, hvorpå Sokrates i det hele førte sit forsvar. Vi ma nemlig være forvissede om, at Meletos kan have fremført mange be­ skyldninger, som Sokrates ikke fandt det umagen værd at gen­ drive. Han nærede ikke stort håb om at kunne overbevise dommerne (Plat. Apol. 19 a; 24 a), men vil alligevel tale til sit forsvar, bl. a. fordi loven byder det (p. I 9 a)> imidlertid sa han ingen grund til at tale anderledes for retten, end han plejede van, og dommerne måtte være forberedte pa, at hans forsvar afveg ikke så lidt fra den almindelige vis, bl. a. fordi han aldrig for havde været for retten (ib. 17 b; cfr. 34 b— 3 5 d). Vi kan derfor ikke vente i Platons Apologi som ellers i en retslig