BorchsKollegiums_1889

268

L. Glahn.

mindre end i Lev. 4, og at V. 24 et Brændoffer er det frem­ trædende. Lev. 5, i—6 omtales nogle specielle Tilfælde: V. 1 efter Undladelse af Vidnepligt, V. 2 f. efter Berørelse af urene Ting, hvor Sagen først erkjendes senere, og V. 4 efter et uover­ lagt edeligt Løfte, vedkommende for sent husker paa; den fri­ villige Bekjendelse er i disse Tilfælde nødvendig. Syndofre vare ogsaa paabudte efter forskjellige Urenhedstilstande, der bero paa Syndighedens Magt over den fysiske Natur, Lev. 12, 6ff. 14, 10 fif. 15, 13—15. 28—30. Num. 6, 9 fif., og Num. 6, 13 fif. ved Udløbet af et Naziræat (paa Grund af de Forseelser, Naziræeren i denne Tid muligvis var bleven skyldig i); ligesaa ved Præsternes og Leviternes Indvielse til deres hellige Stand, Lev. 8, 14. Num. 8, 8. I Slutningen af Lev. 5 tales om Skyld­ ofret, der angaar Forgribelser mod Ejendom og theokratiske Samfundskrav, • jf. ovenfor S. 209 f .x). Skyldofret var altid privat; men Syndofrene gjælde ofte hele Menigheden; saaledes Lev. 4, 13 (ogsaa V. 3) og ved Festerne, Num. 28, 15. 22. 30. 29, 5. 11. 16 fif. 38, og her især Forsoningsdagen Lev. 16, der rager op over alt. I Modsætning til Synd tales Num. 15, 30 f. om Synd ntt'p “PS, med løftet Haand o: i Trods og Oprør mod Gud; den opløftede Haand er Tegn paa Beredthed til Kamp og Modværge, sml. Ex. 14, 8. For saadan Synd gjælder Soningen ikke. Lev. 4 har en helt anden Charakter; det er uvilkaarlige Overtrædelser, som Lovens mange Bud let kunde medføre; V. 13 f. ses tydelig, hvad der her menes med Van­ vare, jf. V. 23. 28. 5, 2. 3. 17. Derfor siges det jævnlig, at ) Om Forskjellen i religiøs Henseende bemærker Delitzsch i Riehms Handwörterbuch S. 1439: D er Unterschied ist der, dasz das Sündopfer auf einem Gnadenwege sühnt kraft des Blutes, und das es nach dem Verfahren m it dem Blute als Gabe eines Entsiindigten auf den A lta r kommt, während das Schuldopfer eine die Sünde gutmachende Leistung und die Gestellung des Opfer- thiers ein Bestandtheil der Schuldbusze ist und die Sühne mitbedingt. D ie Grundidee des Sündopfers ist die expiatio und die des Schuldopfers die satis- factio; in jenem überwiegt der evangelische, in diesem der disciplinarische Charakter.