BorchsKollegiums_1889

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

paa Sabbathen (177) og Lørdag Eftermiddags Bøn (213), i Musafbønnen paa Nymaanedsdag (288), i Bønnen paa de tre Fester (Paaske, Pinse, Løvsal — 296), paa Forsoningsfesten (364) og i sammes Nei'labøn (380). Og i Slutningen af Sche- mone esre siges: »O maatte det dog behage dig, o Herre, vor Gud og vore Fædres Gud, at Templet maatte opbygges snar­ lig, endnu i vore Dage, og din Lære blive vor Lod. Da ville vi tjene dig dér i Gudsfrygt som fordum, og Judas og Jeru­ salems Ofre ville da atter som fordum være dig til Velbehag« (71); jf. det samme 126, 152, 181, 217, 299, 332, 355 og lig­ nende Bønner. Forsoningsfesten er gjennemtrængt af Tanken herom. Musafbønnen paa den begynder med de Ord: »Men for vore Synders Skyld bleve vi landflygtige og førte langt bort fra vort Fædreland, og vi kunne ej berede vore pligt­ skyldige Ofre i dit udvalgte Hus«. Og i Liv og Lære skinner det igjennem, idet der ses tilbage til hin Fortid, f. Ex. i Bordbøn (393) °g Bryllupsbøn (404), og den 9de af de 13 Trosartikler lyder: »Jeg tror fast og bestemt, at denne Tora aldrig skal forandres . . .«. Derfor kan Holdheim (3) sige, at efter Rabbi- nismens Mening er alt dette »aufgeschoben, nicht aufgehoben«. Ogsaa paa andre Maader ytrer Forsoningstrangen sig. »Es giebt kein Volk der Erde, in dessen Bewusztsein die Idee der Versöhnung so tiefe Wurzeln geschlagen hat, wie das jü­ dische«x). Saaledes siger Sønnen om sin nylig afdøde Fader: »Jeg vil være hans Soning«; et andet Udtryk er »at gaa kap ­ pores« (forvansket til »kaput«) om stedfortrædende Død. Og en mærkelig Karikatur af et Offer har (skjønt det er strængt forbudt af nyere Talmudister, jf. Abrahams 197) holdt sig i den saakaldte Kapporeth paa Beredelsesdagen til Forsoningsfesten, idet Husfaderen tager en Hane (hvid — Es. 1, 18; for Hustruen en Høne), som han svinger om sit Hoved med Ordene: »Denne Hane være min Stedfortræder, den være min Soning«, hvorefter

') Delitzsch, D er Messias als Versöhner 18853 , 4. Jf. samme Forf. i Kommentaren til Hebræerbrevet, 741.