BorchsKollegiums_1889

230

L. Glahn.

friskt og ligesom levende endnu (Oehler 437, Ritschl 193 f.). Dermed stemmer, hedder det videre, Handlingens Form, idet Slagtningen kun er en Overgangsakt, Midlet til at vinde Blodet (Delitzsch 744, Oehler 430), eller det negative Moment i Hen­ givelsen (Riehm 65), at der med velberaad Hu siges, ikke dræbe, men IDhUJ slagte, der betegner, at det gjælder om at vinde Blodet (Delitzsch 742), og at det maatte være Præsten, der slagtede, hvis S traf skulde udtrykkes (Bähr 279, Hofmann 244), eller at Slagtningen maatte ske paa Alteret selv (Oehler 431). Og selve Soningsmidlet er ikke altid et blodigt Offer; Lev. 5,11 tillader et Meloffer som Erstatning (Schultz 357), eller Synden kunde bortskaffes helt uden Offer, selv hvor et Dyr anvendtes, Lev. 16,21 f. (Bähr 683). Og Hand­ lingens Indhold, Soningens Virkning, gjaldt kun lavere Over- tiædeiser og forseelser, hvor der ikke skulde anvendes Døds­ straf (Bähr 281, Ritschl 53, Schultz 349). Og endelig kunde der ikke ved Takofre være Tale om Soning (Bähr 281, Schultz 35 0 » ligesom Parallelen mellem Bøn og Offer viser langt bort derfra (Bähr 279). A t disse Indvendinger, tagne hver for sig, ikke have samme Vægt, ses allerede af, at de forskjellige lærde dels kun gjøre visse af dem gjældende, dels udtale sig forskjellig om samme Argument. Dette svarer til, at der er en betydelig Aandsfor- skjel mellem dem med Hensyn til Soning overhovedet. Men omvendt er der ogsaa flere Argumenter, der i Regelen ere samlede. Bähr gjør nok Soningen til det centrale i Kultus, men for­ kaster Tanken om en Tilfredsstillelse af noget straffende Ret­ færdighedskrav hos G u d 1). Ofret bliver for ham Symbol paa den subjektive Helligelsesproces. »Die Bedeutung des Opferns ist . . . kurz die, dass das seelische tsündige) Seyn (Leben) an Gott in den Tod hingegeben wird, um das wahre Seyn (Heili-

) -ßährs tidligere S k rift: D ie Lehre der K irche vom Tode Jesu in

■den ersten drei Jahrhunderten, 1832.