BorchsKollegiums_1889

2 12

L. Glalin.

Side en tilsvarende Stemning, hvorpaa Fasten Dagen igjennem V. 29 f. er Bevis. 5,5 og Num. 5, 7 tales ogsaa om Bekjendelse af Synd. Hele Takofferklassen var forenet med de oprigtigste Følelser; jf. Deut. 26, b. Sirach 35, 8 (Dsk. Ov.). Efter Rab­ binernes fælles Overlevering ledsagede Bøn Haandspaalæg- gelsen ved Ofringen. Hertil kommer Salmedigtningens nøje Forbindelse med Kultus og Profeternes Harme mod Folkets Til­ bøjelighed til at nøjes med det ydre. E t »an und für sich«, e t opus operatum, er der ikke skrevet noget om i de mosaiske Offerlove. Jf. Cave 141—43. Ofrene ere, som omtalt, enten S o n o f r e e l l e r T a k o f r e i videre Forstand, hvorved dog ikke udelukkes, at begge Sider kunne være forenede i samme Offer, som det ogsaa maa forudsættes om Ofrene i Patriarchtiden, jf. Job. 1, 5. 42, 8. Andre Ind­ delinger gaa ud fra det ofrende Subjekt, enten Menigheden eller private, altsaa offentlige og private Ofre (Takofrene udvide sig til en Slags sociale Ofre, Cave S. 101); eller fra, om det er befalet, altsaa Pligtofre og frivillige Ofre i videre Forstand, hvor­ til nærmer sig Inddelingen efter Rang i højhellige og hellige — nemlig Brænd- og Madofre, Synd- og Skyldofre paa den ene Side, Takofrene paa den anden Side, ved hvilke den ofrende selv fik en Del til eget Brug (et frivilligt Offer kunde bringes som Brændoffer og var i saa Fald højhelligt); eller efter Ma­ teriale i blodige og ublodige Ofre. Denne sidstnævnte Ind­ deling er den almindeligste og med god Grund, da den tillige fører over i den første efter religiøs Betydning og saaledes ind i Offerideen. Det er nemlig tydeligt, at Blodet har en meget central Stilling i Soningen. Med for stor Konsekvens har Bähr villet søge hele Offerideen i Blodet (199), saa at Soningen bliver den egentlige og eneste Tanke. Følgen er, at han gjør det ublodige Öfter til blot et Tillæg, skjønt det ogsaa bragtes selvstændig, som det ses af Lev. 2, 1 sammenlignet med 1,2 f., af Præste- minchaen 6, 12, der bragtes af Ypperstepræsten paa de andres Vegne daglig Morgen og Aften, af Melsyndofret 5, n ff., Nid-