BorchsKollegiums_1889

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

2 1 1

her blot, at Lovens Alvor er det, der træder frem ved disse Paabud om Synd- og Skyldofre ligesom i de beslægtede Renselser medVand. Man skal ikke saa meget tænke paa, at de tillades (i Modsætning til Straf), som paa, at de befales (i Modsætning til Ligegyldighed). »Vier Ideen« er det altsaa, med Ord af R inck1), »um welche sich der mosaische Opferdienst dreht, in denen er sich in viererlei Opfern individualisirt. Die Hingabe und das Empor­ steigen zu Gott als die Grundidee alles Opferns prägt sich in dem Hauptopfer, dem Brand- und Speiseopfer, aus, die Idee des Siindopfers ist die Versöhnung mit Gott, die des Schuld­ opfers das Genugthun und die des Dankopfers das Loben, Danken und Theilnehmen«. Offergaven skal takke og prise Gud, men tillige gjenoprette Fredsforholdet, sonende dække det syndige, dog selvfølgelig ikke ved, hvad den er i sig selv, men som det dertil givne Naademiddel. Dette er i fuldeste Harmoni med hele Lovens Aand, der altid kræver Hellighed, for at Israeliten kan nærme sig Herren. Det sonende ligger til Grund i alle disse Ofre, som det kommer til Orde i Ez. 45, 17. 1 Sam. 3, 14. Lev. 1,4. Det er efter dette en noget overraskende Sætning hos Hofmann S. 215, at »man sollte sich doch gestehen, dasz in den mosaischen Opfergesetzen von einer Gesinnung, welche gefordert würde, nichts zu lesen ist, sondern den gebotenen Darbringungen an und für sich eine Wirkung des Sühnens zu­ geschrieben wird«. Disse Ord kunne være et Korrektiv mod at oversé Forskjellen mellem n. T. og g. T., men undgaa ikke den modsatte Yderlighed. Ikke engang et argumentum a silentio kan gjennemføres. Hvad Billedsproget sigter henimod, lægger sig for Dagen i Lev. 16, Gudstjenestens Hjærte, hvor der V. 21 kræves Bekjendelse af »alle Israels Børns Misgjerninger og alle deres Overtrædelser i alle deres Synder« og fra Folkets

') Theol. Stud. und K rit. 1855, 376.

14*