BorchsKollegiums_1889

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

ig y

Hvorledes dette end forholder sig, beror Ofret i ethvert Fald paa en naturlig religiøs Følelse i det gudbilledlige Anlæg hos Mennesket, om end i en barnlig Form, og det kunde derfor tænkes, at det ved en Akkomodation fra Guds Side var be­ holdt i Israels Opdragelse, som noget, der kunde ledes ind i Aabenbaringens Formaal. Kun en saadan Akkomodation, der anerkjender det gudbilledlige Anlæg som Ofrets Naturgrund, kan forenes med den høje Betydning, g. T. tillægger Ofret som Led i den Gudstjeneste, der finder Sted i en Helligdom, hvis Forbillede vises Moses paa Bjærget, Ex. 25, 40. Kirkefædrene udtale oftere den Tanke, at det er som en Indrømmelse til Folkets hedenske Skikke, det ikke kunde rives bort fra, at Ofrene sank­ tioneres, saaledes T ertu llian : ad duritiem cordis eorum, pro consuetudine pessima, qua imbuti fuerant in Aegypto, og især Chrysostomus, der sammenligner Stjærnen i Mt. 2 og siger om Ofrene: sed Deus ad errantium salutem per hæc quidem se coli passus e s t1). Denne Theori gjennemføres senere hos Mose b. Maimon og Spencer, der søge at forene den med Tanken 0111 en systematisk Opposition mod de hedenske Skikke i Valget af Offerdyr o 1. Den maa imidlertid kaldes uskrift- mæssig, som det ses ved Sammenligning med f. Ex. Akkomo­ dationen overfor Polygamiet eller Skilsmisse, der »for Hjærternes Haardheds Skyld« ikke forbydes, men begrænses; derimod for­ bydes alle hedenske Former af Kultus, og Loven indskrænker sig ikke til at tillade Ofrene, men befaler dem udtrykkelig. Den Akkomodation, der kan tales om, gjælder derfor ikke Indholdet, men Formen, idet Aabenbaringen afpasses efter Oldtidens sym- bolsk-billedlige Tænkemaade2). * eller anden Maade) at beklæde Menneskene med dræbte Dyrs Skind. Jf. Hof­ mann, 2 75; Thiersch, Genesis, 37, dansk Udg. 1873. Delitzsch, Neuer Commentar über die Genesis 1887, S. 112 . Tappehorn, Erklärung der Genesis 1888 (Paderborn), S. 94. J) Outram, 14— 15, der selv lader det være, som det vil, men føjer til: illud minime dubitandum, quin Deus sacrificia Mosaica eo consilio institueret, ut magnum Christi sacrificium sacrificiis illis adumbraret. 2) Jf. Bähr I, 32 ff, iste Udg. og Keil 69 ff.