BorchsKollegiums_1889

L Glahn.

192

Ex. 32, 30 ff. regnes (54), siger Ritschl (185), at de »nehmen kaum eine andere Stelle ein, als die Opfer der Heiden«, der snart søge at opnaa Gudernes G un st, snart at afvende deres Vrede; dog have hine extraordinære Ofre det forud for disse, at de udtrykke Beredvilligheden til at forny Pagten med Gud. Da nu Frafaldet bestandig gjentog sig, dannede der sig hos Profeterne og Salmisterne den Grundsætning, at Herren for sit Navns Skyld, o : fordi han i det hele havde aabenbaret sig for Pagtsfolket, vilde vise Langmodighed mod dette og lige- saa mod de enkelte, der oprigtig angrede og bragte som Ofre »en sønderknust Aand« (SI. 51, 19). Saaledes findes i g. T. to Trin af religiøs Ordning og Reflexion, som afvige fra hinanden i Vurderingen af Synden og i Forestillingen om Syndstilgivelsen, idet Loven knytter Tilgivelsen af Forseelsessynder til Frem- bærelsen af Ofrene, men ikke forbeholder Synden af Trods, »med ophøjet Haand«, nogen Tilgivelse, Num. 15, 27—31. De to Lag, det ældre mosaiske og det yngre profetiske, afvige saa­ ledes fra hinanden i hele Opfattelsens Temperatur (52 ff.). Den her omtalte Dobbelthed strækker sig trods Ritschls lejlighedsvise Bemærkning S. 52, at de to Trin »zwar in der leitenden Idee Gottes ubereinstimmen«, ganske tydelig ogsaa ind i Gudsbegrebet, særlig i Opfattelsen af Guds Hellighed og Vrede, saa at man spørger, om dette virkelig er g. T.s Guds­ begreb. og Syndsbegreb. Tværtimod, g. T. fastholder uden Vaklen den ethiske Grundbetragtning, hvorpaa der bygges lige- fra Gen. 1—3, hvor Gud ikke viser sig i »Erhabenheit«, for­ tærende, hvad han selv har skabt, og hvor Menneskets F rygt for Gud er en Følge af dets Frafald, Synden. Hele g. T.s Tale om Syndens Almindelighed paa den ene Side, f. Ex. 1 Kg. 8, 46. SI. 14,1—3. 130,3. 143, 2. Job. 14, 4. Præd. 7, 20,—hvortil svarer Erkj endelsen af, at Døden ikke er fra Gud, men har faaet Indgang ved Menneskets Fald, Gen. 1,31 sml. 2, 17, Visd. 1, 13. 2, 24, — og paa den anden Side om, at Gud tager Bolig i Folket, som selve Helligdommen viser, og netop Leviticus i rene Ord fremhæver 26, 11—12, jf.Jerem. 31, 33—34, — er uforenelig