BorchsKollegiums_1889

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

191

faretruende Majestæt; Mennesket kan ikke taale at se Gud; uden Ofret som beskyttende Mellemled vil det tilintetgjøres af Guds »Hellighed«. Syndofrene skille sig ikke væsentlig fra de andre. »Riehm beruft sich auf den eigenthiimlich ethischen Charakter der alttestamentlichen Religion, um wenigstens für die Sündopfer eine specifisch verschiedene Disposition als giltig zu erweisen. Allein dieser Charakter tritt zwar in dem Aus­ bau dieser Religion durch die Propheten, nicht aber in der Opfergesetzgebung hervor, gegen welche die hervorragendsten Propheten eben wegen ihrer eigenen ethischen Intention gleich- giltig sind. Man soll doch nicht mit dem Begriff Ethisch unge­ nau verfahren. Indem die unwillkürlichen und unvermeidlichen Zu­ stände körperlicher Unreinheit, zu deren religiöser Beseitigung die Sündopfer angeordnet sind, als Sünde geachtet werden, werden sie eben einer Beurtheilung unterworfen, die uns nicht als ethisch g ilt«1). Derfor er det ogsaa her i Virkeligheden den menneskelige Svaghed og Forgængelighed, som kræver Dækning overfor den ophøjede Gud. Guds »Erhabenheit« er, med den deraf følgende Tilbagetrukkethed og Afværgen af alt urent, det væsentlige Indhold af Guds Hellighed, efter Ritschls Forstaaelse (90—91). Det drejer sig nu ved de regelmæssige Ofre ikke om Guds Vrede, thi den rammer kun dem, der bryde Pagten, og Ofrene ere netop for dem, der staa i Pagten; men »aus der Erhabenheit Gottes an sich folgt die Vernichtung der Menschen, die vor das Angesicht Gottes treten, als vergäng­ licher Wesen, wenn ihnen nicht durch göttliche Gnade das Leben erhalten wird« 2). Undertiden er det rigtignok Tilfældet, at Ofre anvendes, hvor Folket eller dets Ledere ligefrem have brudt Pagten, som Num. 17,6—15 3). 2 Sam. 24. 2 Krøn. 29, 8—11 (S. 54, jf. om 1 Sam. 3, 14), hvor der da haabes paa Guds mulige Tilgivelse; men om saadanne Ofre, hvortil ogsaa Mose Forbøn

') 206. s) 207; jf. i det hele 194—210. H. Schultz slutter sig her­ til, Alttest. Theol., 365. 3) Dsk. Ov. 16, 4 1 —50.