BorchsKollegiums_1889

1 86

L. Glahn.

ægte israelitiske Religion, har det nogen større Interesse at søge deres Aand og Idé. E t sammentrængt Forsvar for deres mo­ saiske Oprindelse er givet af Frz. Delitzsch i Riehms Hand­ wörterbuch des biblischen Alterthums, under »Opfer«, hvormed kan sammenlignes Bährs endnu friske Betragtninger i hans Sym­ bolik (1839), 192—6, der ere rettede mod samme Kritiks Be­ gyndere som Vatke og George. Det er en meget omfangsrig Fiteratur, der fra jødisk og christelig Side gjennem Oldtid, Middelalder og nyere Tid har samlet sig om den gammeltestamentlige Ofiferkultus. Interes­ santest for Forståaelsen af det heles religiøse Betydning er dog uden Tvivl de sidste 50 Aars Bidrag. Denne Afhandling bygger nærmest herpaa. Man skulde have ventet det vigtigste fra Jøderne selv i Oldtiden; men, naar man ikke tænker paa de bibelske Skrifter, der selvfølgelig ere det egentlige Grundlag, skuffes m an1). Hos Filo, der ikke kunde Hebraisk, findes na­ turligvis Udtydninger, men i allegorisk-platoniserende Aand. Josefus støtter sig i Forklaringerne nærmest til Filo. Talmud er ubegribelig smaalig og fattig i disse Ting, strider om Skallen, f. Ex. om den hellige Lysestage har staaet paa langs eller paa tværs, eller hvor mange sorte Haar der maa findes paa et Dyr. Rabbinerne i den jødiske Literaturs Blomstring midt i Middel­ alderen som Raschi (J 1105), Mose ben Maimon (Maimonides, t I204) °g Ramban (R. Mose ben Nachman, f c. 1270) holde sig til det traditionelle Stof, som hos Maimonides søges forenet med aristotelsk Filosofi. Den kirkelige Theologi har derimod haft Blik for det højere Indhold, men har fra først af, allerede hos Origenes, lidt under den herskende allegoriske Fortolkning, der tilsidesatte det historiske. Som bekjendt gik den coccej- anske Skole i Slutningen af det 17de Aarh. saa vidt heri, at den Disciplin, der uddannedes af den. Typologien, i høj Grad er kommen i Miskredit. Den gammeltestamentlige Aabenbaring

’ ) Tf. Bähr 1, 4 ff. (1837).