BorchsKollegiums_1889

L. Glahn.

lonske Kvinders Mylittedyrkelse*). I ethvert Fald have de hedenske Religioner, selv Parsismen, ikke en gjennemført, klar Bevidsthed om det ethiske i dets Renhed, saa at ogsaa Of­ ringerne faa en kosmisk, pantkeistisk Farve; gjennemgaaende afspejler Ofret paa en eller anden Maade Guddommens Væsen, og paa den anden Side er der ogsaa en vis kosmisk Rapport mellem den ofrende og Dyret-). Men paa denne Baggrund findes i de højere hedenske Religioner mangfoldige skjønne Tanker om Sindelaget, der bør ledsage Offergaverne. Enestaaende blandt Oldtidsfolkene er imidlertid Israel som Religionens Folk v.u.x égoyyv. Medens andre Folkeslag forlængst ere knuste og denationaliserede af de Riger, paa hvis Vej det var ogsaa dets Skæbne at ligge, har det med en Sejhed uden Lige blandt de andre Nationer trods sin Lidenhed overlevet alt. Dets Storhed er ikke paa de sædvanlige Omraader, hverken i Kunst og Videnskab eller Statsstyrelse eller Frihedslyst. Gjærne rækker Israeliten i saa Henseende Prisen til Græker og Romer og Nordbo og and re; men dets Storhed var, at det stod ene, omgivet af fristende Naturreligioner; som Bærer af Aands­ religionen er Israel »den førstefødte Søn« (Ex. 4, 22; jf. Am. 6, 1); dets Religion gjemmer de Grundsandheder, som Hedenskabet famler efter: Skaberen, Synden, P"reisen, tre Tanker, der om­ spænde Tid og Rum og alle maa føre ud over den nationale Sneverhed, saa at Israel af alle de gamle Lolk i Virkeligheden er mindst egoistisk og partikularistisk. Det er da dette Folks Offerkultus, — »das durchgedachteste und folgerichtigste Gebilde von Kultusgesetzen, welches je das gottesdienstliche Leben eines Volkes geleitet hat«3), — som her skal undersøges fra en væsentlig Side, nemlig Soningstanken deri. Spørgsmaalet har almenreligionshistorisk Interesse, der tillige paa christelig Grund bliver dogmatisk. Hvad var Israelitens

J) Bahr, Symbolik 2, 2 4 2 -4 4 . 2) Bahr 2, 266—68. 3) H. Schultz, Alttestamentliche Theologie 1, 293, 4de Udg. 1888.