BorchsKollegiums_1889

éecpåyrjs A pok. 5, 9. Ofret i bogstavelig Forstand hører til det, der ældes og er ved at forsvinde, som Stjærnerne for Dagslyset Dog er det Udtryk for noget mægtigt og levende, saa at den mest aande- lige Religion ikke kjender noget højere Synspunkt for Livet end Ofret efter dets Idé. Det kommer af, at Ofret er en barn­ lig Tids Form for Menneskets dybeste Tanke, thi dets Sjæl er Bønnen. Begge, Bøn og Offer, have deres Rødder i den menne­ skelige Naturs Dyb; men, som den inkorporerede Tilbedelse og Bøn, Sindelaget bevist i Handling, er Ofret det mest om­ fattende, derfor Religionens Blomst. Det hedder i den gamle Fortælling i den hellige Skrift: »Og Abraham rakte sin Haand ud og greb Kniven for at slagte sin Søn«, Gen. 22, 10. Her ses det, hvad det i Virkeligheden betyder, naar han saa faar Vædderen at ofre: det er Hengivelsen af det dyrebareste (V. 2), som giver den ydre Handling Væ rd ; men samtidig træder Dyre­ livet i Menneskets Sted, fordi dette aldrig tør gjøres til Middel, men Gud udelukkende raader derover. Anderledes i de Reli­ gioner, Schelling har kaldt »de vildtvoxende«, det vidtstrakte, brogede Hedenskab, som har tabt det sikre ethiske Fodfæste. Ofret bliver her saa ofte en Affindelse med Guddommen, Hand­ linger uden Sjæl, eller grufulde Udskejelser, som de saa at sige overalt forekommende Menneskeofringer*) eller de baby- ') Lasaulx, Die Sühnopfer der Griechen und Römer und ihr Verhältnis zu dem einen auf Golgatha, 18 4 1, har rigeligt Bevis for de klassiske Folks Vedkommende.