BorchsKollegiums_1889

Borchs kollegiums historie.

7

Fattige, som hans Huus idelig besøgte, og aldrig blefve trøsteløse bortviste« 1). Fattige studenter havde i ham en stor støtte, og efter hans død skulde de nyde end mere godt af hans gavmild­ hed. Denne side af Oluf Borchs minde giver vi forrang for hans videnskabelige betydning. Videnskaben er nemlig forlængst faret videre, den opholder sig ikke ved hans meninger og tager ikke hensyn til hans resultater; men hans kollegium i Kannike­ stræde står den dag idag som et vidnesbyrd om hans ædle sindelag. Da Borch følte sin sygdom, de langvarige stensmærter til­ tage, ønskede han at træffe bestemmelse om sin formue. Han søgte da Kristian V om tilladelse til at gøre testamente som han vilde, til fordel for et påtænkt kollegium, og under 21. Jan. 1688 fik han kongens gunstige svar. Det bevilges ham heri allernådigst, »at hvis ordinantzer af hannem self, den stund hand lever, oc af professorerne her udj universitetet som testamenta- riis bliver befunden nyttige for samme collegio at være, skal j alle maader ved magt staa, oc samme vaaning oc platz nyde alle de privilegier oc friheder, som kirkernis oc academiets huuse hidindtil nydt oc hafift haver eller herefter nyde oc bekomme kunde« 2) Borch har nu set sig om efter et passende sted i uni­ versitetets nærhed, hvor han kunde føre sin plan ud i virkelig­ heden, og i store Kannikestræde fandt han da en grund, han syntes om. Den 15. Sept. s. å. foreslog Borch sine kolleger i Konsistorium, at den professorbolig i st. Kannikestræde, som for tiden var beboet af den gamle prof. eloqventiæ Bertel Bar- tholin, med kongelig tilladelse og for passende betaling skulde overlades ham, for at han dér kunde bygge et collegium stu- ') Joh . A dolf Bornemanns ligtale: Guds Børns Kaarse-Skole (Kbhvn. 1696) s. 148. s) Brevet findes i Konsist, arkiv, pakke 157 » tfykt i O. Nielsen'. Københavns diplomatarium V II 209 f. — Ifølge Danske lov 5—4—14 matte »hus­ bond, som ingen livs arvinger haver, bortgive til hvem hand vil sin halve Ho­ vedlod, og ej meere«. Borch fik altså lov til at give det hele, om han vilde, o: dispensationen vedrører den halvdel, der ellers skulde tilfalde hans nærmeste arvinger.