BogenomKøbenhavnerne_1936-37

91

IV. »DET GAMLE KONGENS KØBENHAVN« 1772—1848. 1. Frederik den VI.

Har vor Opgave at give paa faa Sider ikke en Skildring af historisk, politisk eller kulturhistorisk Art, men blot at lægge en Ramme om Navne paa Køben­ havnere i den Tid Byen har bestaaet, været yderst vanskelig, saa bliver den for Slutningen af det 18. Aarhundrede til vore Dage næsten uløselig.

Rammerne brydes, der opstaar en hel Række forskellige Smaabilleder, der orrislutter vore Personer. Alle Byens Lag griber ind i Udviklin­ gen og Navnene virker saa mægtigt i Antal, at de umuligt kan rummes paa vore knapt til- maalte Blade. Det lader sig maaske endnu gøre i Perioden til 1848 at følge nogenlunde samme Plan som paa de foregaaende Sider, men dermed er det forbi, og nærværende Kapitel danner derfor en Overgang til en rent summarisk Oversigt, der omfatter de sidste 100 Aar og som ganske maa se bort fra fyldige Oplysninger om Personer og Navne.

Frederik den VI.

Perioden fra 1772 til 1808 betegner en Rege­ ring i en sindssyg Konges Navn. Fiktionen om vor elskede Landsfader og Da- nerdrotten o. s. fr. holdes kunstig ilive, mens Kongen sidder paa sit Slot som en sindssyg Stakkel med lyse Mellemrum, der kun yderlig uhyggeliggør hans uheld- bredelig Sindssyge (dementia præcox). Det er underligt at se, hvorledes de sindssyge Konger i Slutningen af det attende og Begyndelsen af det nittende optræder i alle Europas Riger. Fo r­ tiden kender kun en sindssyg Regent, Johanne den vanvittige i Spanien. Og det er svært at forstaa, at Enevælden ikke her fik et uopretteligt Knæk, at denne Periode kunde efterfølges af Kong Frederik den VI’s uforstaaende, fornufts­ stridige personlige Enevælde under Folkets Virak, mens Landet forarmedes, gik bankerot, amputeredes for en Trediedel af sit Omraade og Handel, Industri og Landbrug nedstyrtedes i Ruin. Det er næsten sværere at forstaa, at først, da Tiden, som læger alle Saar, havde skabt en nogenlunde holdbar Situation, begyndte det at knage i Enevæl­ den og under den mest sympathiske og forstaaende af alle dens Konger brød Misfornøjelsen ud og rettedes netop mod Christian den VIII s Person. Det kan vel kun forklares derved, at Enevælden havde udannet en Hær af Fyrstetjenere med kloge Mænd i Spidsen, der dannede Vagt om Tronen, og at Folket var .uvidende og utilgængeligt for de Ideer, der efter den store franske Revolution havde sat hele Europa i Kog.