BogenomKøbenhavnerne_1936-37

men disse Forfattere og disse Værker paavirkede kun en ganske snæver Kreds. Den største af dem alle, vor Literaturs egentlige Skaber Ludvig Holberg, var næppe kendt, mens han levede, af en Tiendedel af Landets Indbyggere. Han paavirkede den lille Kreds; den blev, efterhaanden som Decennierne gik, større og større, men dansk Literatur som de danskes E je kender det 17. og 18. Aarhundrede ikke. København blev en literær By imod Slutningen af Frederik den V’s Regering, Trykkefriheden, som Struense gav, var som Ved under et ulmende Baal, der aldrig siden lod sig slukke og flammede højere op, da Trykkefriheden atter blev ophævet, men netop Ophævelsen af denne Frihed tvang Skribenterne bort fra alt praktisk positivt og skabte Guldalderens Skønliteratur, der afløste svundne Tiders opbyggelige Literatur og Oplysningens tørre Borger-Belæring og nyttige Hverdagspræ- ken.

Baroktidens Digtere er faa og de færreste af dem er Københavnere. Hverken Kingo, Brorson eller Ambrosius Stub er Københavnere. Spekta- torliteraturen med Jørgen Riis, Fredrik Horn og de talløse, der nu er glemte, har ikke Krav paa her at mindes, alt opsluges af Holberg, hvem vi skylder det Billede vi har af den tidlige Enevæl­ des København. Literaturhistorien har optegnet en Række Navne, det kan ikke nægtes at disse Navnes Ar­ bejder betød noget for Tiden, men vi nødes til at henvise til Literaturhistorien. F ra Griffen- felds Tid er Smædeskriveren Jacob Worm kendt. Han var en Stedsøn af Thomas Kingo, som han

Fredrik Rostgaard.

smædede kraftigt, han smædede Griffenfeld for senere at smæde hans Dommere og endte med at smæde Sofia Amalie Moth. Saa blev han dømt og forvist til Ost­ indien, hvor han døde i Elendighed. Under Christian den V. har Universitetet af store Navne Ole Borch og Tho­ mas Bartholin at opvise. Den oldnordiske Literatur møder med Mænd som Tho­ mas Torfæus og Arne Magnussen. Og paa Sprogvidenskabens Omraade kan vi nævne ErikPontoppidan, Mathias Moth og Peder Syv (der ikke er Københav­ ner).Thøger Reenbergopholdt sig kun en kort Aarrække i København. Ved Aarhundredskiftet opstaar der ved Københavns Universitet foruden Holberg, Mænd, der lægger Grund til Videnskabens videre Udvikling, og i den første Halvdel af Aarhundredet ordnes Universitetets Forhold væsentlig ved Søn­ derjyden Andreas Høyers Bestræbelser. Historien faar Dyrkere som Hans Gram og Jacob Langebeck. Retsvidenskaben fremviser Lærere som Henrik Stampe, Kofod Anker, Isaac Cold, der dannede Overgangen til den følgende Tids store Jurister som kulminerede i Anders Sandøe Ørsted. Udviklingen sker jævnt gennem det 18. Aarhundrede til Trykkefriheden under Struense løser Baan- dene og skaber en ny Literatur, Forbudet om det 19. Aarhundredes Guld­ alder. Frederik Rostgaards Bibliotek danner Grundvolden i vort kgl. Bibliotek. Under Christian den VI er det væsentligt religiøse Berigelser. Pietismen, der har faaet saa ilde et Ry, baner Vejen for en dybere og mere følelsesfuld