BogenomKøbenhavnerne_1936-37

60 Ved 1648 er København kærnedansk. Ganske vist findes der særligt i Haand- værkerstanden et betydeligt tysk Element, men saavel Adel som Borgerstand er dansk, og Sproget er overalt dansk, selv ved Hoffet. Heri sker der i den følgende Tid en betydelig Ændring. Hoffet bliver overvejende tysk, talrige tyske Embedsmænd og Adelige indvandrer, Hæren bliver tysk og den tyske Koloni i Staden vokser stadigt. Selvfølgelig udslettes Danskheden ikke, men Sproget, der endnu i Frederik den I II’s Tid er rent dansk, inficeres i Skrift saa stærkt af tyske, franske og latinske Vendinger, at der skal en radikal Sprogrensning til for atter at naa Christian Pedersens Dansk, og vi naar ind i det 19. Aarhun- drede, før det blev naaet for hele F o lk e t .----------

Perioden, vi nu beskæftiger os med, præges af Kong Frederik III og hans Dronning Sofia Ama­ lia. Frederik III var Biskop i Bremen og Werden og tysk Fyrste. Han blev først Arving til Norge og Slesvig ved Broderens Død 1647, og hans Valg til dansk Konge er usikkert ved Faderens Død. Han var en betydelig Karakter, intelligent og næsten lærd, med betydelig literær Sans og Kunstsans. Indesluttet og faamælende var han, han skrev heller ikke meget og yndede ikke at træde frem. Som Kriger var han ubetydelig og uheldig. Men han havde fremragende menneske­ lige Egenskaber, var af Hjertet godlidende og retfærdig, ligesom han ikke havde arvet nogen af Faderens stærkt udtalte Laster. Hans Fo r­ hold til sin langt yngre Dronning fremtræder ud­

Frederik den tredie.

adtil harmonisk, men selv om man skal være varsom i Domme, der efter Sa­ gens Natur ikke kan tilstrækkeligt underbygges, er det dog rimeligt at antage, at han, der i sin Ungdom kun havde et flygtigt Kærlighedsforhold, hvoraf den højtbegavede Ulrik Frederik Gyldenløve var Frugten, og som i sit Ægteskab havde mange Børn, egentlig var homosexuelt betonet og kastede sin Yndest paa smukke Ynglinge, overfor hvem han dog altid bevarede et værdigt F o r­ hold. Han befandtsig bedst i Selskab med Mænd. At han attraaede Enevælde er aldriggodtgjort, han var ikke ærgerrig og blandede sig aldrig i Detailler. Derimod var det hans Maal at gøre Kongemagten arvelig og undgaa den Yd­ mygelse atmaatte bejle til Stændernes, særligt Adelens Valg. Da han ved den tilfældigeUdviklingblev enevældig, ændrede han kun lidt i Tingenes Til­ stand, benyttede de gamle adelige Slægters Mænd sideordnet med sine fra Ung­ dommen prøvede Venner, og det er næppe tvivlsomt, at det var hans Agt at give Landet en Forfatning, der i Tiderne vilde have modificeret Enevælden. Som Begent var han blandt de bedre, Danmark har kendt. Hans store, virkelige Fejlgreb var Krigen med Sverrig, men det var Faderens Synder, der her hjem­ søgtes paa Sønnen. I Rækken af Konger hører Frederik III sine Forgængere til. Man har altid fremstillet det saaledes, at det var Dronning Sofia Amalia, der var den stærke Personlighed, den ærgerrige, der drev Enevælden igen­ nem. Det er næppe helt rigtigt. Sofia Amalia var kun femten Aar, da hun i 1643 ægtede den 35-aarige Ærkebiskop af Bremen. Som Statholder i Hertug-